Nyhedsoverblik

Tissetrængende mand sigtet for vanvidskørsel

En bilist blev fredag formiddag klokken 10:25 stoppet af politiet på Skyttemarksvej i Næstved, da han svingede ud på Ring Øst fra en sidevej, hvor der var venstresving forbudt.

Det fremgår af døgnrapporten fra Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi. 

Bilisten, der steg ud af bilen, var en 40-årig mand, der virkede fuld, og imens han talte med betjentene, kom trangen over ham, og han stillede sig op for at tisse.

En alkometertest viste, at han havde en promille, der var et godt stykke over to, og den 40-årige blev derfor anholdt og sigtet for vanvidskørsel, for ikke at rette sig efter skiltningen og for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen. 

På grund af promillens størrelse blev den 40-åriges bil beslaglagt på stedet, og hans kørekort blev inddraget.

Han blev sigtet for vanvidskørsel, da hans promille var over to.