Selvom jobbet kan være fysisk hårdt og skal udføres selv i regn, vind og slud, har Dan Petersen fra Stege holdt fast i sit job som servicemedarbejder i Vordingborg Kommune i 25 år.
- Jeg går i gang klokken syv hver morgen, så henter jeg bilen og kører ned og begynder at tømme skraldespande, samle papir op, samle affald og skifte poser, siger Dan Petersen, der har sin arbejdsdag i Stege på Møn.
Beskyttet beskæftigelse
Dan Petersen er udviklingshæmmet, og arbejdet som fejemand er derfor beskyttet beskæftigelse gennem kommunen. Og dét er han glad for.
- Jeg kan godt lide at være udenfor sådan i det hele taget. Rydde op og tømme og feje og sørge for, der er rent og pænt, siger Dan Petersen om jobbet, som han varetager fra klokken 07.00-15.30.
Dan Petersens indsats er ikke gået ubemærket hen i Stege. Hos TV ØST blev vi opmærksom på historien om ham efter, at et medlem af Østholdet delte en video med os fra en fejring af Dan Petersens 25 års jubilæum.
Artiklen fortsætter under billedet
Fejret af lokale
Mandag den 18. september blev han nemlig fejret af Møns Handelstandsforening. Ifølge formand Elly Nielsen var der ikke råd til dyre gaver, men Dan Petersen og de 25 år blev fejret med taler, biografbilletter og intet mindre end en forgyldt gribetang.
- Vi har en fin by, og det glæder vi os over. Det er specielt Dans fortjeneste, siger Elly Nielsen om Dan Petersens indsats på Stges gader.
MIN HVERDAG
Du kan også dele din hverdag med TV ØST. Send video og billeder til os via hjemmesiden upload.tveast.dk eller mail på redaktionen@tveast.dk.