Nyhedsoverblik

Fuglesang fanges i nyt kunstværk til millioner

Tre store lydskulpturer skal være et nyt vartegn i Rødby.

Det skriver Realdania i en pressemeddelelse.

De tre skulpturer vil hver have en højde på 12 meter, og vartegnet skal skabes langs motorvejen tæt ved den kommende Femern Bælt-forbindelse.

Her vil de tre lydskulpturer fungere som akustiske spejle.

Lyden fra motorvejens monotone susen, fuglenes sang og de besøgende på stedet skal forstærkes gennem kunstværket.

Skulpturerne er støttet med 3,75 millioner kroner som en del af initiativet Stedet Tæller X, som Ny Carlsberg Fondet og Realdania står bag.

Formålet med initiativet er styrke de særlige kendetegn i landdistrikterne gennem lokalt forankrede fysiske projekter, nye talentfulde tegnestuer og et nytænkende samspil mellem kunst og arkitektur, skriver Realdania.

Indtil videre er der planer om otte forskellige projekter over hele Danmark i forbindelse med Stedet Tæller X.