Varmen fortrænges i dag: Front passerer med regn og torden

Det særdeles varme majvejr synger på sidste vejrs - og det 'skubbes' netop nu væk af en front med regn- og tordenbyger.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Med op til hele 28,7 graders varme i går, så har varmt majvejr med højsommerlige temperaturer ramt landet. Men desværre er varmen snart en saga blot, og netop i dag er der 'skiftedag' i vejret.

Mens temperaturerne over den østlige del af landet allerede er steget til 22 grader, så er temperaturen i det vestlige Jylland samtidig blot mellem 15 og 17 grader.

Denne temperaturforskel indikerer at vi i dag bliver passeret af en koldfront, og netop nu befinder den sig i en linje fra det østlige Nordjylland, over Djursland til Lillebælt og det sydlige Fyn. 

Denne koldfront der både har regn- og tordenbyger i sig, fortsætter sin ganske hurtige bevægelse mod øst, men mister samtidig pusten.

Sjælland får 25 grader

Når fronten ved middagstid er nået til Hovedstadsområdet vil bygerne derfor være mindre intense, og kigger vi længst mod øst - til solskinsøen Bornholm - vil der højest kunne komme enkelte byger til eftermiddag.

Inden da vil temperaturen på Sjælland kunne nå de sommerdagsgivende 25 grader, mens det generelt i den vestlige del af landet bliver med temperaturer på mellem 18 og 22 grader.

Fronten fortrænger den meget varme luft, og de kommende dage får vi temperaturer mellem 17 og 22 grader med mulighed for byger.


Nyhedsoverblik