Det vi har sammen

Haslev lægger blomster og bamser for at vise støtte til forgiftet familie

En stor gruppe borgere vil vise den forgiftede flygtningefamilie, at de ikke er alene. Foto: Katja Weng - TV ØST

Det er vigtigt at vise flygtningefamilien fra Haslev, at de ikke er alene, mener en gruppe borgere. Derfor lægger de i dag blomster ved familiens hjem.

Her til eftermiddag er der trængsel ved den lejlighed i Haslev, hvor en flygtningefamilie med rødder i Congo bor normalt.

Flere end 100 personer er mødt op for at lægge blomster og vise deres støtte til familien på 12 personer, der i torsdag blev kørt på hospitalet i al hast, fordi flere af dem udviste symptomer på at have indtaget giftige svampe.

Der er mange børn i byen, der har gået i skole med børnene, og de er meget påvirkede

Carina Bodelund Nygaard, Haslev

Kort tid efter afgik to af børnene i familien, en pige på 15 år og en yngre dreng, ved døden. Det er endnu ikke sikkert, om det var svampeforgiftning, der kostede dem livet.

Mange børn er mødt op

Børnene gik på Nordskovskolen og Rolloskolen i byen, og deres skolekammerater er meget berørte.

Læs også Intet nyt i sag om forgiftet familie: - Det kan tage dage, før vi har et svar

Derfor er også omkring halvdelen af de fremmødte ved mindehøjtidligheden børn. 

- Vi er her meget for børnenes skyld. Der er mange børn i byen, der har gået i skole med børnene, og de er meget påvirkede. De spørger meget ind, og nu har de skrevet breve til familien og taget blomster med, fortæller Carina Bodelund Nygaard, der har været med til at opfordre folk til at møde op.

- Så vi kommer for at vise medfølelse og for at give børnene et sted, hvor de kan gå hen for at vise, at de tænker på familien. 

Borgerne vil gerne give deres børn et sted, hvor de kan vise deres sorg. Foto: Phillippa Maigaard - TV ØST

- Haslev er her for dem

Familien med to voksne og 10 børn har boet i Danmark i omkring to år, og de har ikke andet familie i Danmark. Det er også en vigtig årsag til, at borgerne i Haslev vil vise deres støtte.

- Det er vigtigt for os at vise, at de ikke er alene. Haslev er her for dem, og de er en del af et fællesskab her i byen, siger Carina Bodelund Nygaard. 

Artiklen fortsætter under billedet.

De fremmødte havde både blomster, bamser og lys med til dagens mindehøjtidelighed. Foto: Phillippa Maigaard - TV ØST

Mange af de syge børns skolekammerater var mødt op. Foto: Phillippa Maigaard - TV ØST

Familien er fortsat indlagt på Rigshospitalet, og den seneste melding lød i fredags, at to af børnene kæmper for deres liv. Et af børnene blev udskrevet kort efter ankomsten til sygehuset torsdag, da han ikke viste tegn på forgiftning. Familien er samlet på Rigshospitalet.

Politiet arbejder på at klarlægge, om det er en giftig svamp, der har gjort familien syg, eller hvad det ellers kan være. Det kan tage flere dage at undersøge, lyder det. 

Læs også Skoleleder efter forgiftningssag: Ekstra mandskab tager imod elever mandag

Tip os Har du et godt tip?