Når eleverne på Nordskovskolen og Rolloskolen i Haslev møder ind på mandag efter efterårsferien, står der et beredskab af ekstra personale til at tage imod eleverne.
Det skyldes, at en nogle af den forgiftede congolesiske families børn, går på de to skoler.
Vi bruger mandagen på at snakke med vores elever. Det vil sige, at vi har ekstra mandskab i klasserne og psykologer, som hjælper os og snakker med eleverne
- Vi bruger mandagen på at snakke med vores elever. Det vil sige, at vi har ekstra mandskab i klasserne og psykologer, som hjælper os og snakker med eleverne, siger Sigurd Brønnum, der er skoleleder for Vest- og Østskolerne i Haslev, som de to skoler hører under.
Har samlet lærerne
Nogle af børnene fra den forgiftede familie går i modtagerklasserne på de to skoler. Om det er de to børn, der er afgået ved døden, ved skolelederen dog ikke endnu.
- Vi ved, at nogle af børnene fra familien går i vores modtagerklasse, men vi er ikke oplyst om, om de to børn, der på tragisk vis er afgået ved døden, er fra den her skole, siger Sigurd Brønnum.
Han fortæller desuden, at de fredag har samlet lærerne på skolerne for at snakke situationen igennem. Her har de blandt andet drøftet, hvordan de skal håndtere sagen over for de øvrige skoleelever på mandag.
Hold øje med børnenes reaktion
Skolelederen giver et råd til de forældre, der skal snakke med deres børn om den tragiske hændelse, fordi de måske er berørte af sagen.
- Når man som forælder skal snakke med sine børn, er det vigtigt at snakke om det, man ved, og ikke om det, man tror, siger Sigurd Brønnum.
Han forklarer, at det er vigtigt at holde øje med børnenes reaktion – også lidt tid efter hændelsen. Det er man også opmærksomme på på skolerne.
- Børn reagerer forskelligt. Nogle børn vil snakke med det samme med deres forældre, og for nogle kommer reaktionen først senere. Så vi er jo også opmærksomme på, at vi i hele næste uge og ugerne efter skal være opmærksomme på de børn, som vi har på skolen, lyder det fra Sigurd Brønnum.