Nyhedsoverblik

Butikker vil afvise 1000-kronesedler

Det skal gøres muligt for butikker at afvise en 1000-kroneseddel, hvis kontantbetalingen overstiger købsprisen med mere end 500 kroner.

Det skriver Erhvervsministeriet i en pressemeddelelse.

Lovforslaget kommer, fordi butikker har meldt om kunder, der vil betale med en 1000-kroneseddel ved helt små køb, lyder det.

Fra 31. maj 2025 er 1000-kronesedlen ugyldig i Danmark, og den er derfor ved at blive udfaset.

- Udfasningen af 1000-kronesedlen skal ske på den bedst mulige måde. Jeg har hørt eksempler på kunder, der har købt en pakke tyggegummi og betalt med en 1000-kroneseddel, siger erhvervsminister Morten Bødskov (S) i meddelelsen.

- Det er ikke rimeligt for vores butikker, og derfor kommer vi nu med et forslag, der skal hjælpe butikkerne, uden at fratage danskerne muligheden for at komme af med deres kontanter, siger han videre.