Nyhedsoverblik

Mange vil være læge i regionen

Der er stor tilslutning til lægeuddannelsen i Køge, der kan byde velkommen til sine første bachelorstuderende i medicin efter sommerferien.

Det står klart efter opgørelsen af årets kvote 2-ansøgninger, der viser, at 1356 har søgt optag på medicinuddannelsen i Køge. 138 af ansøgerne har uddannelsen som førsteprioritet.

Det skriver Region Sjælland i en pressemeddelelse.

Det er Region Sjælland, der udbyder uddannelsen i Køge i samarbejde med Københavns Universitet. Siden 2019 har det været muligt at læse sin kandidat i medicin i Køge, men det er først fra efteråret 2024, at det bliver muligt at læse både bacheloren og kandidaten i Køge.

Der skal samlet optages 110 studerende på medicinuddannelsen i Køge det kommende års tid, hvor cirka 55 vil få studiestart i september og 55 i februar.

- Jeg havde regnet med, at interessen ville være stor, men jeg er glædeligt overrasket over, at så mange har søgt uddannelsen. Det lover godt for fremtiden, siger regionsrådsformand Heino Knudsen (S).

Erfaringer andre steder i landet viser, at op mod otte ud af ti læger bliver i den region, hvor de har uddannet sig.

Region Sjælland er den region med færrest speciallæger per indbygger.