Nyhedsoverblik

Unge vinder forskerpris

Tre elever fra 2. g på Slotshaven Gymnasium i Holbæk har vundet en førstepris ved finalen i talentkonkurrencen Unge Forskere.

Det er eleverne Sille Porsborg Christensen, Sabine Færge og Niels Weise Havshøi, der sammen har udviklet et kosttilskud til personer med astma.

Gennem forskning har de identificeret en sammenhæng mellem astma og et ændret tarmmikrobiom, og det har ført til udviklingen af deres probiotiske kosttilskud "ProAstma".

For dette arbejde vandt de tirsdag førstepladsen i kategorien Technology i konkurrencen. 

Finalen blev afviklet i Forum på Frederiksberg, hvor de tre vindere var i konkurrence med 50 andre science-projekter fra hele Danmark.

Udover æren og en pengepræmie på 15.000 kroner vandt Niels, Sabine og Sille også en tur til videnskabs- og teknologimessen Mostratec, der afholdes i Brasilien. 

Unge Forskere arrangeres af Astra - det nationale naturfagscenter, et center tilknyttet Børne- og Undervisningsministeriet. 

Astra arbejder for at styrke børn og unges naturfaglige almendannelse og for at inspirere dem til at vælge en naturfaglig uddannelse og karriere.