03.04: Skal samfundet hjælpe handicappede, så de kan købe sig til sex?

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

I Præstens Lektie diskuterer to af regionens præster både aktuelle begivenheder og nogle af de helt store spørgsmål

Elizabeth Knox-Seith, Langø, Arninge Vestenskov og Kappel .

Søndagsprædikenen

Du kan, når prædiken er afholdt,  læse den her

Asbjørn Hansen, Svinninge Jeg er netop fyldt 50 år og har været sognepræst i Hjembæk og Svinninge i snart 15 år. Mine første år fandt sted i Vorbasse. Senere har jeg boet ved Haderslev og Odense en del år. Teologien læste jeg i København med et enkelt års pause, hvor jeg arbejdede med unge i Århus. Efter kandidateksamen, har jeg bl.a. været journalist og efterskolelærer før jeg fik embede i folkekirken. Min familie er ret musikalsk og mine egne tre børn gør det også meget i musik. Jeg spiller selv guitar og klaver – gerne i gudstjenesten, fordi musik kan noget helt særligt. Jeg blev skilt for nogle år siden og bor i dag sammen med Helle Janke og hendes to børn. Mine egne tre børn er store og rejst hjemmefra – en af dem er gift og har netop født en pige. I fritiden spiller jeg badminton og svømmer. Er desuden med i bestyrelsen for Spedalskhedsmissionen, der hjælper spedalske i Bangladesh.

Søndagsprædikenen

Du kan, når prædiken er afholdt, læse den her

Søndagens tekst:

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas: Da sagde Maria: »Min sjæl ophøjer Herren, og min ånd fryder sig over Gud, min frelser! Han har set til sin ringe tjenerinde. For herefter skal alle slægter prise mig salig, thi den Mægtige har gjort store ting mod mig. Helligt er hans navn, og hans barmhjertighed mod dem, der frygter ham, varer i slægt efter slægt. Han har øvet vældige gerninger med sin arm, splittet dem, der er hovmodige i deres hjertes tanker; han har styrtet de mægtige fra tronen, og han har ophøjet de ringe; sultende har han mættet med gode gaver, og rige har han sendt tomhændet bort. Han har taget sig af sin tjener Israel og husker på sin barmhjertighed som han tilsagde vore fædre – mod Abraham og hans slægt til evig tid.”

Luk 1,46-55

Prædiken af Elizabeth Knox-Seith

* Denne hellige lektie skriver profeten Esajas: Herren talte på ny til Akaz: »Bed om et tegn fra Herren din Gud, nede fra dødsriget eller oppe fra det høje.« Akaz svarede: »Jeg vil ikke bede om noget tegn, for jeg vil ikke udæske Herren.« Da sagde Esajas: »Hør nu, Davids hus. Er det ikke nok, at I er mennesker til besvær? Skal I også besvære min Gud? Men Herren vil selv give jer et tegn: Se, den unge kvinde skal blive med barn og føde en søn, og hun skal give ham navnet Immanuel.« Es 7,10-14

Epistlen skriver apostlen Paulus i sit første brev til korintherne: For da Gud i sin visdom ikke ville, at verden skulle kende ham gennem sin egen visdom, besluttede Gud at frelse dem, som tror, ved den dårskab, der prædikes om. For jøder kræver tegn, og grækere søger visdom, men vi prædiker Kristus som korsfæstet, en forargelse for jøder og en dårskab for hedninger; men for dem, der er kaldet, jøder såvel som grækere, prædiker vi Kristus som Guds kraft og Guds visdom. For Guds dårskab er visere end mennesker, og Guds svaghed er stærkere end mennesker. For tænk på, brødre, hvordan det var med jer selv, da I blev kaldet: I var ikke mange vise i verdslig forstand, ikke mange mægtige, ikke mange fornemme. Men det, som er dårskab i verden, udvalgte Gud for at gøre de vise til skamme, og det, som er svagt i verden, udvalgte Gud for at gøre det stærke til skamme, og det, som verden ser ned på, og som ringeagtes, det, som ingenting er, udvalgte Gud for at gøre det, som er noget, til ingenting, for at ingen skal have noget at være stolt af over for Gud. Men ham skyldes det, at I er i Kristus Jesus, som er blevet visdom for os fra Gud, både retfærdighed og helligelse og forløsning, for at »den, der er stolt, skal være stolt af Herren,« som der står skrevet. 1 Kor 1,21-31

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas: Da sagde Maria: »Min sjæl ophøjer Herren, og min ånd fryder sig over Gud, min frelser! Han har set til sin ringe tjenerinde. For herefter skal alle slægter prise mig salig, thi den Mægtige har gjort store ting mod mig. Helligt er hans navn, og hans barmhjertighed mod dem, der frygter ham, varer i slægt efter slægt. Han har øvet vældige gerninger med sin arm, splittet dem, der er hovmodige i deres hjertes tanker; han har styrtet de mægtige fra tronen, og han har ophøjet de ringe; sultende har han mættet med gode gaver, og rige har han sendt tomhændet bort. Han har taget sig af sin tjener Israel og husker på sin barmhjertighed som han tilsagde vore fædre – mod Abraham og hans slægt til evig tid.” Luk 1,46-55

Marie bebudelse - Lukas 1,46-55

Det er et stort under, vi er vidne til i dagens tekst. Maria, som synger sin lovsang, måske en af verdens nogensinde mest sungne sange, op i gennem kirkehistorien. Hun priser Gud for det under, der nu springer i hendes mave – det at hun, dybt i sit hjerte ved, at hun skal være mor til verdens frelser. Kan vi tro på dette? Kan det virkelig passe? Kan det lade sig gøre? Vi udfordres radikalt på vores virkelighedsforståelse, i hele den samlede fortælling om, hvordan Jesus undfanges. Ved helligånden. Og af en jomfru. Hvad er det i grunden, som er på færde i Lukasevangeliet?

Lad os gøre et tanke-eksperiment. Forestil jer, at I dengang – for godt 2000 år siden - var engle i himlen. Forestil jer, hvordan man i det himmelske rum har siddet og forundret sig over, hvordan det kunne lade sig gøre at sende verdens frelser til jorden. En eller anden – sandsynligvis Gud selv – har fået den lidt mærkelige idé, at den frelser, som nu må sendes til jorden, må komme i form af et skrøbeligt lille barn, et barn, som skal fødes på de vilkår, som alle andre børn i verden er født under. For ved at gøre dette kan Gud vise, at han er nærværende for alle, og i fuld ”solidaritet” med hele sit skaberværk. Han tager så at sige verdens lidelse og glæder på sig – som fuldt og helt menneske, gennem det barn, som fødes. Der har sikkert været oprør i det himmelske råd – hvis der nu fandtes sådan ét. Er Gud rigtig klog? At lade sig selv – gennem sin Søn – fødes som menneske? Så kan Gud jo ikke længere stå uden for sit skaberværk, ikke længere distancere sig fra noget som helst, ikke længere lave bulder og torden, når menneskene opfører sig håbløst. Tværtimod. Gud må tage skaberværket på sig, blive lige så begrænset som det mindste, skrøbelige barn. Lige så magtesløs og sårbar. Og så kommer det næste problem: Uanset hvor tosset ideen er, sådan grundlæggende set, så skal barnet jo også passes på – og hvordan gør man det, i en verden fuld af så mange farer? Et lille spædt barn … Gud uendeligt sårbar, slet ikke ophøjet på nogen trone længere! Hvordan skal det mon i det hele taget gå? Hvem skal sørge for barnet, og for det tredje … hvordan skal det fødes, og hvor? I rådet diskuterer man længe, og til sidst besluttes det at kalde englen Gabriel ind. Han går meget modtvunget med til at tage ned til jorden og henvende sig til en lille, sårbar ung kvinde, som rådet allerede, fra sit høje sted, efter mange dages fortumlede forhandlinger, har udset sig. HUN vil kunne bære Gud, er man enige om. Men Gabriel kvier sig, for hvordan skal han da nogensinde forklare kvinden dette vanvittige foretagende? Og hvordan skal han sørge for, at hun bliver med barn? Langt om længe tager Gabriel afsted, noget tvivlende, og finder så den unge pige, i gårdhaven, tæt på, hvor hun bor, i den fattige lille by Nazaret, som ingen kender. Byen er udvalgt, fordi det er en del af at opfylde den profeti, som siger, at menneskesønnen, som skal frelse verden, skal være Nazaræer. Vi kan så forestille os både Gabriel, og den unge Maria, og hvordan de mødes – og hvordan Gabriel har været nødt til at bruge al sin guddommelige kraft som ærkeengel, til at tale til Maria, og samtidig overskygge hende, på en mild og nænsom måde, så hun ikke bliver forskrækket – og dog kan man ikke tro andet, end at Maria ER blevet frygteligt forskrækket. Sikken en skæbne at få! Bære Guds søn … og så uden at være gift, og uden at være forberedt – og uden at kende konsekvenserne. At være enlig kvinde på den tid er ikke nogen nem sag. Man bliver faktisk stenet for det. Så man kan godt forstå, at hun bæver … mildest talt. Men så er det, at hun, et lille et stykke tid efter undfangelsen, besøger Elisabeth i hendes hus – Elisabeth, som er moder til Johannes, og som har undfanget i en meget sen alder, næsten lige så mirakuløst, sammen med sin aldrende mand Zakarias. Det er, da Elisabeth velsigner Maria, og barnet springer i hendes maver – ja, begge børn formodentlig springer i begge maver – at Maria bryder ud i lovsang. Da overstrømmes hun af helligånden og forstår det fulde under i, hvad der er sket.

Maria hos Elisabeth v39 I de dage brød Maria op og skyndte sig til en by i Judæas bjergland; v40 hun gik ind i Zakarias' hus og hilste Elisabeth. v41 Da Elisabeth hørte Marias hilsen, sprang barnet i hendes liv, og hun blev fyldt med Helligånden v42 og råbte med høj røst: »Velsignet er du blandt kvinder, og velsignet dit livs frugt! v43 Hvordan kan det forundes mig, at min Herres mor kommer til mig? v44 For da lyden af din hilsen nåede mine ører, sprang barnet i mig af fryd. v45 Salig er hun, som troede; for det, som er talt til hende af Herren, skal gå i opfyldelse.«

Siden er lovsangen blevet brugt i klostertraditionerne som et altid fast indslag i tidebønnerne – som et billede og en bekræftelse på, at Jesu fødsel vitterligt er et stort under. Og vi kan bruge lovsangen som et billede på, at vi er en del af et større under – at Gud altid fødes i os, som de levende mennesker, vi er, som en del af Guds stadige nye skabelse, som til enhver tid sker gennem hele skaberværket, også i os, og med os som medvirkende. Hver eneste fødsel er et mirakel – og også selvom vi ikke føder børn, rent konkret, fødes der noget i os. Vi er under stadig fødsel, så at sige. Vi har jo alle, fra tidens morgen, været født, og der fødes konstant noget nyt i os. Så vi er ikke uden for skaberværket, men en del af det. Og dermed del af en kæmpe forvandling, som til stadighed sker – som en del af Guds konstante nyskabelse.

Maria var en særlig kvinde, fordi hun var ”udsat” for det helt særlige mirakel at blive Guds Moder. Dette skal hun æres for – men hun er samtidig et billede for os andre på, at gennem uskyldighed, gennem tillid, gennem det at leve hengivent, kan noget nyt til stadighed fødes. Guds Ånd inkarnerer sig i os, i ethvert sekund, og til evig tid. Oppe i himmelen, hvor planen oprindeligt blev lagt, bæver man nok stadig over, at det kunne lade sig gøre – og det kunne det næsten heller ikke, for det blev ikke nemt. Og Jesus måtte, sammen med Maria, bære en stor byrde, nemlig hele verdens smerte. Alt dette skal vi høre mere om i påsken, som vi nu snart er på vej ind i … derfor denne Maria Bebudelse, som indledning til det store mirakel, vi skal opleve udfolde sig, i påskens mysterium, som vi endnu engang i år skal opleve, gennem gudstjenester, gennem fællesskab, gennem vor egen forundring over, hvad påsken er og står for. Men begyndelsen til opstandelse er her, ved Maria Bebudelse – midt i det under, at Guds Ånd undfanges i menneskeskikkelse, i en ung kvindes krop, og former sig i hendes mave, helt jordnært – så jordnært, at det gør ondt ind i enhver celle at tænke på det. Ære være Faderen og Sønnen og Helligaanden, Som det var i begyndelsen, således også nu og altid og i al evighed, Amen.

Prædiken af Asbjørn Hansen,

Maria synger af glæde. Kan du huske, hvornår du sidst har sunget af glæde? Givet din begejstring frit løb? Uanset hvordan dit humør måtte være i dag, bliver du mødt af Marias opløftede stemning og smittende optimisme. Du må spørge dig selv: Hvornår har jeg sidst kunnet synge som Maria, at ”Gud har gjort store ting mod mig!”?

Der er øjeblikke i vores liv, hvor kun sang kan rumme de spontane følelser af glæde og meningsfuldhed, vi mærker indeni. Øjeblikke hvor det er som om, vi ser alt i et forklaret lys. Nu hænger det hele sammen. I går var det meste gråt i gråt, men i dag er det som om, brikkerne falder på plads. Som om den lange, tunge vintertid har skullet forberede mig til netop denne glædelige dag. Og så opstår glædens sprog – sangen – helt af sig selv.

Glæde og sang og musik hører sammen. Man kan ikke forestille sig en fødselsdag, uden at der skal synges fødselsdagssang eller en fodboldkamp, hvor man ikke står på tilskuerpladserne og synger ”Der er et yndigt land” eller ”Og det var Danmark, og det var Danmark, olé, olé, ole!”. Man kan ikke forestille sig en gudstjeneste uden musik og salmesang. Tonerne bærer vores følelser frem og løfter os op.

Maria skal være mor! Det er en helt ny og overvældende fornemmelse, hun endnu ikke har vænnet sig til. Tanken om, at bære et nyt liv – et nyt menneske – inde i sin egen krop. Men hertil kommer, at hun har haft besøg af en engel, som har sagt, at hendes barn skal kaldes ”Den højestes Søn”. Han skal ”sidde på Davids trone og være konge til evig tid”.

Englens ord klinger stadig i hendes ører, da hun begiver sig hen til sin slægtning, Elisabeth. Hun er også gravid. Og det er næsten et lige så stort under som Marias graviditet, for Elisabeth er højt oppe i årene. Alligevel er hun nu seks måneder henne. Hun må være den rette at dele sin glæde og forundring med. Måske har hun også nogle gode råd til den unge Maria.

Maria springer ind ad døren til Elisabeth og siger hej. Hun lægger sin hånd på Elisabeths store mave. Netop i det øjeblik gør Elisabeths barn en bevægelse. De bliver begge fyldt af glæde og forstår, at de står overfor utrolige og fantastiske begivenheder. Elisabeth udbryder: ”Velsignet er du, Maria, blandt kvinder, og velsignet dit livs frugt!”

Det er i netop det øjeblik, Maria mærker fryden brede sig i sin krop, så hun ikke længere kan holde sin glæde og begejstring tilbage. Sangen begynder helt af sig selv at synge i hende. Jeg kommer til at tænke på, hvordan mine egne børn kan finde på at synge af glæde, når de får en nyhed, der vækker begejstring. ”Jeg skal være storesøster, ja, ja, ja! Jeg skal være storesøster.” Eller: ”Vi skal til Lalandia, det vil bli’ en dejlig dag! La, la, la, en dejlig dag.”

Maria bryder ud i takkesang til Gud for alt det gode, han har gjort mod hende og hendes folk. Hun synger sig selv på plads i det, hun har oplevet i sit liv: at Gud er barmhjertig og stærk og stor, og alligevel har han besøgt hende. Hun behøver ikke selv leve op til et stort ideal. Hun kan falde til ro ved at være hans tjenerinde, hans menneskebarn.

Når vi synger sange og salmer, synger vi også os selv på plads i livet. Vi behøver ikke være andet eller mere, end det, vi er: Mennesker, som den mægtige Gud kom ned til for at dele livsvilkår med i det barn, Maria fødte. Mennesker, som kan prise os lige så salige som Maria og synge: ”Gud være lovet, for sit glædelige budskab”.

Gud tager sig ikke af os ud fra en vurdering af, om vi fik høje karakterer i skolen eller var den bedste på fodboldbanen. Han vurderer ikke vores økonomi eller vores indflydelse på samfundet, før han ta’r os i sin favn. Han udvalgte den ukendte pige fra provinsen, Maria. Han udvalgte en kvindelig pensionist i den uarbejdsdygtige alder, Elisabeth. Han udvalgte nogle almindelige fiskere uden anden uddannelse end deres forældres opdragelse. For Gud tager sig af de ubetydelige og oversete. Og det er netop det, Maria synger om: Gud har set til sin ringe tjenerinde! Han har fået øje på hendes særlige kvaliteter. Han har behandlet hende på en opløftende måde. Han har vist, at han agter hende højt. Han har klædt hende i kærlighed.

Gud ser med kærlighed på det, som ingen bryder sig særligt om – det andre anser for ingenting. Han så det majestætiske i barnet i krybben. Han så det sejrende i manden på korset. Gud ser ting ved os, vi ikke selv kan se, og han klæder os i kærlighed.

Og det er lige dér, glæden og begejstringen undfanges. For tænk, at den almægtige kan se sådan på dig og mig, når vi bare er nogle ringe tjenere og slet ikke fortjener det på nogen måde. Glæden er en frugt af den kærlighed, Gud møder os med.

Vi bruger det ord om Maria, at hun var frugtsommelig. Det er et af de gamle ord, som siger langt mere end ordet gravid. Gravid kommer af det latinske ord ’gravis’, der betyder ”tung”. Og én der venter et barn bliver selvsagt tungere. Men når man siger frugtsommelig, kan man straks høre, at det betyder mere end tung. Det betyder at bære frugt med al den sødme og fylde og friskhed, det indebærer. Gud befrugter Maria med det barn, der skal blive hendes største glæde og frelse verden.

Sådan kan Gud også befrugte os ved sin ånd, så glæden bliver ren og uforklarlig og løfter os derop, hvor vi ikke havde ventet det. Derop, hvor sang er det eneste, der kan udtrykke, hvad vi føler indeni.

Jeg tror, det er en af Helligåndens vigtigste opgaver: at befrugte os med åndelig glæde. Paulus taler flere steder om, at det er ved Helligånden, Gud udruster sine tjenere til at udfylde deres plads i livet og i menigheden. Ved Helligånden skaber Gud de frugter, som gør menigheden til en levende organisme, hvor vi hver især kan bidrage med de kompetencer, menigheden har brug for. Åndens frugt er kærlighed, glæde, fred, tålmodighed, venlighed, godhed, trofasthed, mildhed og selvbeherskelse, skriver Paulus. Så lad os slutte prædikenen af med sammen at bede om, at Guds ånd vil overskygge os, så vi kan blive befugtede og strømme over af glæde og lovsang til Gud:

O Herre Jesus, lad din Ånd mig kraftig overskygge, bered mit hjerte ved din hånd, at du deri kan bygge, at også jeg kan åndelig undfange dig og aldrig fra dig rykke!

Maria synger af glæde. Kan du huske, hvornår du sidst har sunget af glæde? Givet din begejstring frit løb? Uanset hvordan dit humør måtte være i dag, bliver du mødt af Marias opløftede stemning og smittende optimisme. Du må spørge dig selv: Hvornår har jeg sidst kunnet synge som Maria, at ”Gud har gjort store ting mod mig!”?

Der er øjeblikke i vores liv, hvor kun sang kan rumme de spontane følelser af glæde og meningsfuldhed, vi mærker indeni. Øjeblikke hvor det er som om, vi ser alt i et forklaret lys. Nu hænger det hele sammen. I går var det meste gråt i gråt, men i dag er det som om, brikkerne falder på plads. Som om den lange, tunge vintertid har skullet forberede mig til netop denne glædelige dag. Og så opstår glædens sprog – sangen – helt af sig selv.

Glæde og sang og musik hører sammen. Man kan ikke forestille sig en fødselsdag, uden at der skal synges fødselsdagssang eller en fodboldkamp, hvor man ikke står på tilskuerpladserne og synger ”Der er et yndigt land” eller ”Og det var Danmark, og det var Danmark, olé, olé, ole!”. Man kan ikke forestille sig en gudstjeneste uden musik og salmesang. Tonerne bærer vores følelser frem og løfter os op.

Maria skal være mor! Det er en helt ny og overvældende fornemmelse, hun endnu ikke har vænnet sig til. Tanken om, at bære et nyt liv – et nyt menneske – inde i sin egen krop. Men hertil kommer, at hun har haft besøg af en engel, som har sagt, at hendes barn skal kaldes ”Den højestes Søn”. Han skal ”sidde på Davids trone og være konge til evig tid”.

Englens ord klinger stadig i hendes ører, da hun begiver sig hen til sin slægtning, Elisabeth. Hun er også gravid. Og det er næsten et lige så stort under som Marias graviditet, for Elisabeth er højt oppe i årene. Alligevel er hun nu seks måneder henne. Hun må være den rette at dele sin glæde og forundring med. Måske har hun også nogle gode råd til den unge Maria.

Maria springer ind ad døren til Elisabeth og siger hej. Hun lægger sin hånd på Elisabeths store mave. Netop i det øjeblik gør Elisabeths barn en bevægelse. De bliver begge fyldt af glæde og forstår, at de står overfor utrolige og fantastiske begivenheder. Elisabeth udbryder: ”Velsignet er du, Maria, blandt kvinder, og velsignet dit livs frugt!”

Det er i netop det øjeblik, Maria mærker fryden brede sig i sin krop, så hun ikke længere kan holde sin glæde og begejstring tilbage. Sangen begynder helt af sig selv at synge i hende. Jeg kommer til at tænke på, hvordan mine egne børn kan finde på at synge af glæde, når de får en nyhed, der vækker begejstring. ”Jeg skal være storesøster, ja, ja, ja! Jeg skal være storesøster.” Eller: ”Vi skal til Lalandia, det vil bli’ en dejlig dag! La, la, la, en dejlig dag.”

Maria bryder ud i takkesang til Gud for alt det gode, han har gjort mod hende og hendes folk. Hun synger sig selv på plads i det, hun har oplevet i sit liv: at Gud er barmhjertig og stærk og stor, og alligevel har han besøgt hende. Hun behøver ikke selv leve op til et stort ideal. Hun kan falde til ro ved at være hans tjenerinde, hans menneskebarn.

Når vi synger sange og salmer, synger vi også os selv på plads i livet. Vi behøver ikke være andet eller mere, end det, vi er: Mennesker, som den mægtige Gud kom ned til for at dele livsvilkår med i det barn, Maria fødte. Mennesker, som kan prise os lige så salige som Maria og synge: ”Gud være lovet, for sit glædelige budskab”.

Gud tager sig ikke af os ud fra en vurdering af, om vi fik høje karakterer i skolen eller var den bedste på fodboldbanen. Han vurderer ikke vores økonomi eller vores indflydelse på samfundet, før han ta’r os i sin favn. Han udvalgte den ukendte pige fra provinsen, Maria. Han udvalgte en kvindelig pensionist i den uarbejdsdygtige alder, Elisabeth. Han udvalgte nogle almindelige fiskere uden anden uddannelse end deres forældres opdragelse. For Gud tager sig af de ubetydelige og oversete. Og det er netop det, Maria synger om: Gud har set til sin ringe tjenerinde! Han har fået øje på hendes særlige kvaliteter. Han har behandlet hende på en opløftende måde. Han har vist, at han agter hende højt. Han har klædt hende i kærlighed.

Gud ser med kærlighed på det, som ingen bryder sig særligt om – det andre anser for ingenting. Han så det majestætiske i barnet i krybben. Han så det sejrende i manden på korset. Gud ser ting ved os, vi ikke selv kan se, og han klæder os i kærlighed.

Og det er lige dér, glæden og begejstringen undfanges. For tænk, at den almægtige kan se sådan på dig og mig, når vi bare er nogle ringe tjenere og slet ikke fortjener det på nogen måde. Glæden er en frugt af den kærlighed, Gud møder os med.

Vi bruger det ord om Maria, at hun var frugtsommelig. Det er et af de gamle ord, som siger langt mere end ordet gravid. Gravid kommer af det latinske ord ’gravis’, der betyder ”tung”. Og én der venter et barn bliver selvsagt tungere. Men når man siger frugtsommelig, kan man straks høre, at det betyder mere end tung. Det betyder at bære frugt med al den sødme og fylde og friskhed, det indebærer. Gud befrugter Maria med det barn, der skal blive hendes største glæde og frelse verden.

Sådan kan Gud også befrugte os ved sin ånd, så glæden bliver ren og uforklarlig og løfter os derop, hvor vi ikke havde ventet det. Derop, hvor sang er det eneste, der kan udtrykke, hvad vi føler indeni.

Jeg tror, det er en af Helligåndens vigtigste opgaver: at befrugte os med åndelig glæde. Paulus taler flere steder om, at det er ved Helligånden, Gud udruster sine tjenere til at udfylde deres plads i livet og i menigheden. Ved Helligånden skaber Gud de frugter, som gør menigheden til en levende organisme, hvor vi hver især kan bidrage med de kompetencer, menigheden har brug for. Åndens frugt er kærlighed, glæde, fred, tålmodighed, venlighed, godhed, trofasthed, mildhed og selvbeherskelse, skriver Paulus. Så lad os slutte prædikenen af med sammen at bede om, at Guds ånd vil overskygge os, så vi kan blive befugtede og strømme over af glæde og lovsang til Gud:

O Herre Jesus, lad din Ånd mig kraftig overskygge,

bered mit hjerte ved din hånd, at du deri kan bygge,

at også jeg kan åndelig undfange dig og aldrig fra dig rykke!

-->


Nyhedsoverblik