2010 - Skovrider Claus Jespersen

10:03

Fire foreninger og projekter er nomineret til at modtage seernes sundhedspris for deres særlige indsats indenfor sundhedsområdet. I dag besøger Sille Roulund skovrider Claus Jespersen

Skovene er medicin for krop og sjæl. Skovene er Danmarks største fitnesscenter. Skovene holder altid åbent. Skovene er for alle. Skovene kan bruges af alle. Og så er de gratis at benytte.

- En tur i skoven giver motion, uanset om du går eller løber. Og så giver den en ro, det ellers kan være svært at finde, og dermed virker den afstressende, siger skovrider Claus Jespersen, mens han demonstrerer, hvordan natur- og motionsredskaberne på en aktivitetsplads i skoven kan bruges på mange forskellige måder.

Claus Jespersen mangler ikke argumenter for skovens fortræffeligheder, men han har ikke ladet det blive ved snakken alene. Gennem de seneste fem år har han været drivkraften bag etableringen af en lang række partnerskaber og alliancer mellem Skov- og Naturstyrelsen og kommuner i Region Sjælland, foreninger, institutioner og andre, der har fået øje på fordelene ved at bruge vores skove til at generere både fysisk og psykisk sundhed.

- Mulighederne er utallige, fra skovbørnehaver til hundelegepladser, fra grønne forsamlingshuse til mountainbike-baner. Det handler om at genopdage naturen og de oplevelser, vi får herude, og som skaber værdi for samfundet i form af mere motion og mental nedstressning.

- Hvad vil I bruge pengene til, hvis I vinder?

- To ting. For det første får vi mulighed for bedre at kunne understøtte de mange ildsjæle, der arbejder på at mobilisere andre, for eksempel ved at købe forskellige former for IT-udstyr, der vil udvide aktivitetsmulighederne.For det andet vil jeg anvende en mindre del af beløbet på at belønne de mange medarbejdere, der har engageret sig i det her. De fortjener en tur til træklatringsbanen ved Kragerup.

- Hvorfor skal folk stemme på jer?

- Fordi det i sidste ende er vores eget ansvar at tage vare på vores sundhed, og her er skoven - og naturen - et tilbud, som vi måske har glemt lidt.

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App