Kun en tåbelig haveejer frygter ikke dræbersneglens indtog, og dette års forårsvejr kan resultere i et rigtig stort snegleforår.
Derfor vil en særlig grundig og tidlig indsats gøre en stor forskel resten af sommeren i år.
Små og destruktive dræbersnegle er allerede i fuld gang.
Årets lune marts og våde april er vejr, sneglene godt kan lide, og når temperaturen kommer op omkring 10 grader, begynder de dræbersnegle, som overvintrer i dvale, at røre på sig.
- Forårets vejr giver os en formodning om, at det kan blive et rigtig stort snegleforår, fortæller Marlene Nielsen fra Haveselskabet til TV 2 og fortsætter:
- Vi får allerede nu usædvanligt mange henvendelser om snegleskader, hvor der er gnavet mange huller i kronblade.
Derfor er en tidlig indsats vigtig
Sneglene forsyner sig lige fra første færd ihærdigt, og der går ikke lang tid fra de vågner, til de begynder at lægge æg.
Dræbersneglen er tvekønnet og kan derfor ene og alene reproducere sig selv uden en mage, og det gør, at den er ekstremt effektiv.
I løbet af en sæson kan en snegl lægge 400 æg, derfor gælder det om hurtigst muligt at sætte en stopper for en eksplosion af nye generationer af snegle, der kan formere sig med samme hast.
Udover at spise af vores nyttehaver og ødelægge vores prydhaver er dræbersneglen også en trussel mod vores egne naturlige, hjemmehørende skovsnegl.
Sneglejagten
Der er mange måder at bekæmpe den uønskede snegl på. Den tidlige indsats gør kampen mindre intens senere på sæsonen og er derfor en virkelig god idé at sætte tid af til.
- De små overvintrende dræbersnegle gemmer sig under gamle blade og i fugtige områder, og så er en åben kompostbunke som 'det bedste drømmehotel' for dræbersneglene. Her finder de både mad og et fugtigt miljø til at lægge alle deres æg i, orienterer Marlene Nielsen.
- Kompostbunker i haven er vigtige, men de skal tjekkes for snegle og æg. Man kan også vælge at lave sneglehegn eller lukkede kompostbunker, uddyber Marlene.
Sneglene kan bekæmpes, både ved at man indsamler dem eller fanger dem i fælder med for eksempel øl i.
Når de er fanget, skal de slås ihjel – medmindre de dør i den fælde, de er fanget i. Det er vigtigt at fjerne snegleligene, da døde snegle tiltrækker nye snegle, fordi de uden tøven spiser afdøde artsfæller.
Der findes flere biologiske fjender, som kan sættes ind imod dræbersneglene. Høns, pindsvin og den mikroskopiske rundorm 'nematode' bare for at nævne et par stykker.
Endelig kan man også vælge at bruge sneglekorn, der er en blanding af en jernforbindelse og mel, som sneglene ikke kan tåle.
- Læg sneglekornene i en lille bunke under et urtepotteskår eller et bræt. Det sikrer, at snegle med hus på ryggen ikke spiser det, lyder opfordringen fra Marlene Nielsen fra Haveselskabet.
Tilintetgør æggene, før de bliver til snegle
Den bedste og mest effektive måde at bekæmpe af den invasive og uønskede snegl er, at sørge for at sneglenes æg aldrig får lov at klække nye snegle ud.
Æggene ligger i små klumper og kan enten knuses eller spredes på et tør og solbeskinnet sted, så de tørre ud før de klækker.
Der kan læses mere om dræberne og bekæmpelse i Haveselskabets snegleguide eller hos Videnscenteret Bolius.