På grund af lang tids tørke har Østsjællands Beredskab nu udstedt forbud mod afbrænding i blandt andet Stevns Kommune.
Det betyder, at der er nedlagt forbud mod afbrænding af blandt andet haveaffald og brug af grill – med mindre grillen står på et fast ubrændbart underlag.
Det oplyser Stevns Kommune i en pressemeddelelse.
Kast ikke cigaretskoddet
Samtidig opfordrer Østsjællands Beredskab til, at man er særligt opmærksom i forhold til rygning og aske.
- Las aske blive i den tillukkede grill, skriver de.
- Kast ikke cigaretskod og afbrændte tændstikker bort ud over i dertil egnede beholdere.
Artiklen fortsætter under faktaboksen.
Forbuddet:
- Haveaffald
- Halm, halmstakke og lign., der afbrændes på marker eller uopdyrkede arealer
- Affald fra skovbrug
- Siv og rør, herunder rørskove og enge, lyng, hede- og mosetørv
- Bål, herunder bålfade.
- grill*
- Ildsteder
- Apparater og lignende, der fungerer ved forbrænding, f.eks. svejse- eller skæreaggregater,
blæselamper, lyskilder, terrassevarmere, ukrudtsbrændere, ildsteder, udtørringsapparater
Kilde: Østsjællands Beredskab
Og selv om vejrudsigten viser tegn på regn, så oplyser brandvæsnet, at risikoen stadig vil være høj.
- Østsjællands Beredskab følger situationen nøje, og vil naturligvis ophæve forbuddet så hurtigt som forholdene tillader det, lyder det i pressemeddelelsen.
Østsjællands Beredskab dækker Stevns, Vallensbæk, Høje-Taatrup, Ishøj, Greve, Solrød, Roskilde og Køge kommuner.