10,5 kilo sprængstof skulle klargøres.
- Når man snakker sprængning, er der ikke noget med at springe over, hvor gærdet er lavest, lød det fra Kenneth Wegge, der er sprængningsleder.
Op til fredag eftermiddag var forberedelserne til sprængningen af siloen på havnen i Vordingborg i fuld gang.
Men selv om der ikke blev sprunget over, hvor gærdet var lavest, så gik sprængningen af den 53 meter høje silo ikke som planlagt fredag eftermiddag. Siloen endte med at vælte til den forkerte side og ødelagde hjørnet af Kulturarkaden, der huser et bibliotek og en musikskole.
Ingen personer kom noget til, da man havde sørget for at evakuere alle personer fra området.
Her vælter siloen fredag eftermiddag:
Som at fjerne to ben på en stol
Otte meter oppe på den 53 meter høje silo, blev der, inden sprængningen fredag eftermiddag, lavet nogle store huller.
Det var placeringen af dem, der var afgørende for, hvordan den 9.000 tons tunge silo ville lægge sig.
- Vi laver en kile ligesom i et træ. Og så har den fire forben, og det er forbenene, vi sprænger væk. Det svarer lidt til, du sidder på en stol, så fjerner jeg forbenene på dem og så tipper den frem, lød det fra Kenneth Wegge.
Se alle forberedelserne i videoen øverst i artiklen.
Forberedelserne ser korrekte ud
Ifølge Dansk Sprængteknisk Forening virkede alle forberedelserne omkring den planlagte sprængning til at være korrekte.
Det siger næstformand i foreningen Johan Finsteen Gjødvad, der har gennemgået videoer af uheldet, til Ritzau.
- Når man ser på, hvad der er lavet i forberedelserne, så burde den falde den anden vej. Det er virkelig uheldigt, at den sætter sig forkert og vælter bagover, siger han.