Blog: Fysik koster mange penge

Som jeg nævnte sidste gang er alle læsere af denne blog meget velkomne til at spørge om alt hvad de måtte have på hjertet. Dette har resulteret i et spørgsmål omkring, hvor meget vi styrketræner, hvilket derfor danner grundlag for denne tekst.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

I TMS Ringsted træner vi i hal 4 gange om ugen, og derudover følger vi et fysisk træningsprogram, som indeholder både løb og styrketræning. Det er op til den enkelte, hvor og hvornår på dagen at denne fysiske træning finder sted, og personligt træner jeg om formiddagen, da det passer bedst i forhold til mit skoleskema.

Hanne skriver desuden i sit spørgsmål, at hun har bemærket, at vores modstandere som oftest er os fysisk overlegne. Dette kan jeg kun give hende absolut ret i, og forklaringen er faktisk forholdsvis simpel. Den fysiske overlegenhed skyldes en ting - økonomi.

En herrehåndboldspiller der er 2 meter høj, vejer 100 kg og skyder 130 km/t er en eftertragtet mand i alle klubber, og koster derfor mange penge. Sådanne penge er der ganske enkelt ikke til rådighed i TMS Ringsted pga. klubbens budget, og derfor findes disse "kæmper" også kun på modstandernes hold. I den forbindelse er det interessant at nævne, at de 2-3 bedste spillere på vores modstanderes hold i de fleste tilfælde får mere i løn end hele vores hold tilsammen!!

Denne økonomiske forskel betyder, at vi i stedet må forsøge at vinde vores kampe ved at være bedre på andre parametre såsom hurtighed, fight osv. Dette lykkedes da også nogle gange, men som alle trofaste TMS Ringsted fans også ved, langtfra altid :)


Nyhedsoverblik