Blog: Efteråret 09

Efter søndagens 1-1 resultat i efterårets sidste kamp mod Lyngby er det tid til at gøre status for denne halvsæson.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Som man siger, så lyver tabellen aldrig, og fakta er at vi overvintrer på en solid 5. plads. 3 point til Fredericia på 2.pladsen og 5 point til divisionens tophold, Horsens. 15 kampe har kastet 27 point af sig- 8 sejre, 3 uafgjorte og 4 nederlag.

Som altid er der op og nedture og det er der ligeledes i min erindring for denne halvsæson. Af de positive står vores 2-0 sejr på udebane mod Vejle klarest, samt vores 3-2 sejr over lokalrivalerne fra FC Vestsjælland foran over 3000 tilskuere på Næstved stadion. Yderligere tilførte vi AB deres første sæsonnederlag og strøg, på det tidspunkt, op på en 2. plads i rækken.

På den negative side, må vi sige at vores 0-2 nederlag til FC Fyn hjemme, sammen med vores 3-0 nederlag i Fredericia står som de måske svageste præstationer i sæsonen. Derudover tabte vi en kamp mod Horsens hjemme, hvor vi alle følte vi leverede en kanon indsats og førte 1-0, fik et dumt rødt kort i mod os, og tabte i slutminutterne 2-1. Et mentalt hårdt nederlag, i en periode af sæsonen hvor vi absolut ikke følte det gik vores vej.

I det store og hele synes jeg dog vores sæson er mere end godkendt. Resultatmæssigt ligger vi stadig til, i en usædvanlig tæt top og kan derfor se frem til nogle sjove kampe igen til foråret. Resultaterne synes jeg tilmed er kommet igennem hårdt arbejde, og i store dele af sæsonen via flot, positiv fodbold.

Generelt har det været en meget spændende sæson for mange at følge tror jeg. Ikke mindst fordi der er så mange hold der kæmper med i topstriden, men yderligere ligger nogle af de ellers formodede tophold, Vejle og Viborg lige under toppen. For mange neutrale øjne, tror jeg at netop regionens to hold, FC Vestsjælland og os selv, ses som to af sæsonens overraskelser.

Alt i alt, er vi i Næstved tilfredse med vores halvsæson, og ser nu frem mod en velfortjent pause, hvor familier og venner skal tilgodeses lidt.

Så herfra skal lyde en stor tak til alle som har fulgt os og hjulpet os igennem sæsonen, på vej mod de fine resultater.
Tak for nu - Rasmus Mathiesen


Nyhedsoverblik