Politiet kom ikke ved indbrud: Lagde tyven på Facebook

​Flere huse på en vej i Sorø oplevede natten til onsdag at få uvelkomment besøg af en ukendt mand. Men selvom tyven er fanget på kamera, kom politiet ikke

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

En hel stribe huse på Smedevej i Sorø fik natten til onsdag sidste uge ubudent besøg.

En mand forsøgte nemlig at komme ind i huse og biler. Det fortæller beboere i området til TV ØST. Manden tog i døre og gennemrodede rum – men har tilsyneladende ikke taget noget værdifuldt under indbruddene.

Alligevel har hændelsen skabt ubehag blandt beboerne i kvarteret.

- Min familie lå og sov i huset, da manden tog i døren. Han kiggede ind ad vinduerne og gennemrodede både vores værksted og vores biler.  Det, synes jeg overhovedet ikke, var rart og det er faktisk også krænkende at nogen bevæger sig rundt på ens ejendom og roder i ens ting, siger Michael Møller Sørensen, der efterfølgende meldte hændelsen til politiet.

Også andre husejere har fået besøg af manden. Blandt andet har manden taget en taske fra en bil, som han efterfølgende har glemt i en anden bil.

Politi ville ikke rykke ud

Michael Møller Sørensen opdagede, at nogen havde været inde på hans ejendom, da han onsdag morgen så, at hans bil var gennemrodet. Da ejendommen har overvågningskamera - ikke bare et, men mange steder - kunne han se, at tyven har ledt efter værdigenstande rundt omkring. 

Michael Møller Sørensen kontaktede derfor politiet, der ville sende en patruljevogn. 

- Men så gik tiden og der kom ingen. Ved 14-tiden ringede den kvindelige betjent igen og forklarede os, at de alligevel ikke kunne komme. De sagde, at straffen til indbrudstyven ville blive så lav, at det ikke kunne betale sig at indhente fingeraftryk eller DNA-tests. De kom ikke engang herud. Det synes jeg simpelthen ikke kan være i orden, siger Michael Møller Sørensen til TV ØST.

TV ØST  har i dag været i kontakt med Sydsjællands og Lolland-Falsters politi. De kan ikke genkende, at en betjent har sagt, at det ikke kan betale sig at indhente overvågningsbillederne og mener tværtimod, at Michael Møller Sørensen er blevet lovet et besøg. Hvorfor der så aldrig dukkede en patrulje op hos ham, kan de dog ikke forklare i dag og beklager fejlen.

Lagde tyven på Facebook
Michael Møller Sørensen har derfor taget sagen i egen hånd og udgivet en række overvågningsbilleder af tyven i en facebookgruppe – selvom han godt ved, at det er ulovligt. Og selvom billederne af tyven var fortegnede i nattemørket, så gav de hurtig gevinst: Nu ved Michael Møller Sørensen, hvem tyven er. 

-   Det kan simpelthen ikke være rigtigt, at politiet ikke reagerer, når en hel vej får sådan et besøg midt om natten. Men jeg håber, at manden har fået en ubehagelig oplevelse ved at se sig selv på nettet, siger Michael Møller Sørensen.

 Efter at TV Øst har været på besøg hos Michael Møller Sørensen i dag, har politiet dog også været forbi og hente en kopi af overvågningsbillederne. 

 


Nyhedsoverblik