Allerede tilbage i marts fortalte vi her på TV ØST om en række biler i Ringsted, der havde fået skruet boltene på hjulene løs.
I maj og juni har bilister både indenfor og udenfor regionen oplevet det samme på deres biler.
Sorø og Skælskør
I fredags skete det blandt andet i Sorø. Lørdag aften gik det udover en 54-årig mand, som er bosat i Skælskør. Han mistede sit venstre forhjul på en køretur til København. Søndag fik politiet endnu en anmeldelse om en 45-årig mand fra Skælskør. Hans bil blev totalskadet, efter boltene på venstre baghjul var blevet løsnet.
Men det er ikke kun biler, det går udover:
- Vi har fået 11 anmeldelser siden den 6. juni. Én af dem er en cykel, siger Michael Vilster, der er kommunikationsmedarbejder hos Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.
Netop Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi advarer om den farlige tendens i døgnrapporten:
- Det kan ikke understreges nok, hvor farligt det er at køre med løse bolte/møtrikker på bilen, og udover den materielle skade er der stor fare for personskade.