Ambassade i Sorø lokker tilflyttere til byen

En nyudnævnt, lokal tilflytterambassadør skal fortælle den gode historie om Sorø til folk, der overvejer at rykke til kommunen.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Det gælder om at gøre et godt førstehåndsindtryk – også når det gælder en kommune, som potentielle tilflyttere har fået øje på.

Et nystartet projekt i Sorø Kommune skal tage hånd om dem, som går med flytteplaner og som overvejer at slå sig ned i Sorø. En ny ambassade i lokalerne på den lokale stationscafé, Skotte og Stentoft, skal fortælle om alle de gode ting ved kommunen med indehaver Thomas Stentoft i spidsen.

-  Jeg er selv tilflytter, og jeg kan godt huske alle de overvejelser, man gør sig, når man går og overvejer, hvor man gerne vil bo med sin familie. Jeg manglede lidt viden om selve sjælen i Sorø, forklarer Thomas Stentoft.

quote Jeg kunne godt tænke mig, der kom rigtigt mange kreative mennesker, som kunne give et spark, men ligeså meget håndværkere, som kunne give noget arbejde til byen

Thomas Stentoft

Han driver til daglig sin café sammen med sin kone, og det er i de rammer, han fremover vil tage imod de potentielle tilflyttere.

-  Jeg kunne godt tænke mig, der kom rigtigt mange kreative mennesker, som kunne give et spark, men ligeså meget håndværkere, som kunne give noget arbejde til byen, siger han.

Sorø satser på tilflyttere

Projektet er netop begyndt og er et samarbejde med Sorø Kommune. Her satser man nemlig benhårdt på at lokke nye indbyggere til byen. Lige nu består kommunen af præcis 29.611 borgere, men man vil gerne over de 30.000 indbyggere inden for de næste to år.

-  Vi håber, det giver det sidste boost til tilflytningen, det her. Sådan en personlig samtale hos Thomas i caféen, det er noget, som vi tror på, kan give et rigtig godt billede af Sorø, når de potentielle tilflyttere kommer hertil, siger Ole Hilden, der er vækstkonsulent i Sorø Kommune.

quote Vi håber, det giver det sidste boost til tilflytningen

Ole Hilden, vækstkonsulent i Sorø Kommune

Christian og Siri Garde Myggen er nogle af dem, der lige nu overvejer at skifte København ud med Sorø.  

-  Vi vil gerne væk fra byen og ud og have nogle landlige omgivelser. Og der er Sorø en af de byer, som trods alt ligger i pendler-afstand fra København, forklarer 30-årige Siri Garde Myggen.

Flyttetanker og spørgsmål

Parret har fået gode råd af Thomas Stentoft i den nye ambassade på stationen i Sorø. Mange spørgsmål melder sig nemlig, når man overvejer at flytte permanent til en anden by.

-  Det er selvfølgelig sådan noget med, hvad man får af kulturtilbud i Sorø og spørgsmål om institutioner, når der kommer børn ind i billedet. Generelt, hvad man kan bruge sin fritid på, forklarer Christian Garde Myggen.

Parret skal nu i gang med at spare op til en udbetaling på et hus. Om de med sikkerhed lander i Sorø, ved de ikke endnu. Men de er takket være mødet med den lokale tilflytterambassadør rykket et skridt nærmere, lyder det.

-  Når man møder Thomas, møder man engagement, initiativ og kreativitet og det er mange af de ting, som vi også sætter højt, siger Christian Garde Myggen.

Ordningen i Sorø er især koncentreret om bydelen Frederiksberg lige nu. Bliver projektet en succes, er kommunen dog åben for at udbrede modellen til andre bysamfund i Sorø.

Overvejer du selv, at flytte til Sorø og har lyst til at høre mere fra tilflytterambassadøren, kan du skrive en mail til Thomas Stentoft på tsskotte@gmail.com


Nyhedsoverblik