Brandvæsnet bevæbnet med redningsbåd, politi og ambulance rykkede tidligt i morges ud til en mulig redningsaktion i Stigsnæs Havn.
Vidner havde nemlig set en bil i vandet og derfor varskoet politiet.
Da redningsmandskabet nåede frem, viste det sig dog, at der ikke var nogen mennesker i bilen.
- Det er en ældre, ikke-indregistreret bil. Vi ved ikke endnu, hvordan den er endt i havnen, siger Poul Christoffersen, vagtchef ved Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.
Kun en lille del af taget på bilen var synligt i vandet. Politiet og Falck har her til morgen arbejdet på at få bilen op af vandet.