Politiet var talstærkt tilstede på en rasteplads i Slagelse torsdag.
Her blev en 57-årig polsk lastbilchauffør anholdt mistænkt for at have transporteret 300 kilo hash i sin lastbil.
- Betjentene havde trukket deres våben, for de vidste jo ikke, om der var andre med lastbilen, men ellers forløb anholdelsen fredeligt, siger politikommissær Steffen Thaaning Steffensen fra Københavns Politi.
Flere anholdte
Tidligere på dagen havde politiet observeret lastbilen på Turbinevej i Herlev, hvor hashen blev læsset fra lastbilen og over i en varebil. Hashen kom angiveligt fra Spanien.
Artiklen fortsætter under billedet...
Varebilen kørte efterfølgende til en lejlighed i Gentofte-området, hvor to personer på henholdsvis 40 og 48 år blev anholdt, og det store lager af hash blev konfiskeret.
Samtidig fulgte politiet lastbilen fra Herlev til Slagelse, hvor lastbilchaufføren så blev anholdt.
Held og godt politiarbejde
Hvordan politiet fik nys om lastbilen, ønsker Steffen Thaaning Steffensen ikke at sige noget om.
- Det var en kombination af en fidus, vi havde liggende, held og godt politiarbejde siger, fastslår han og fortsætter:
- Jeg kan ikke afvise, at der er flere, der vil blive anholdt.
De tre anholdte vil blive fremstillet i grundlovsforhør i løbet af fredagen.