Politiet leder efter forsvundet plejefar - retssag udsat på ubestemt tid

For anden dag i træk er en 63-årig mand fra Skælskør, der er tiltalt for overgreb mod et tidligere plejebarn, ikke mødt op i retten.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Retssagen mod en 63-årig mand fra Skælskør, der er tiltalt for voldtægt af en plejedatter, er blevet udsat på ubestemt tid, fordi han fredag ikke er mødt op ved Retten i Næstved.

Det har dommer Anders Martin Jensen besluttet fredag formiddag.

Efter planen skulle der fredag være blevet afsagt dom i sagen mod manden, der er tiltalt for i perioden 2006 til 2007 at have forgrebet sig på en dengang otte år gammel pige, der var i pleje hos ham og hans hustru i Skælskør.

Lider af svær stressreaktion

Retssagen mod manden begyndte torsdag, hvor han heller ikke mødte op i retten.

Ifølge hans forsvarsadvokat, David Neutszky-Wulff, var det på grund af "alvorlig sygdom". Senere på dagen modtog retten en lægeerklæring, der konkluderer, at manden lider af "en svær stressreaktion". 

Dommer Anders Martin Jensen mente dog ikke, at lægeerklæringen dokumenterede, at fraværet fra retsmødet var berettiget. 

I retten fredag er det kommet frem, at politiet torsdag aften var forbi den adresse, som manden er tilmeldt. På adressen bor hans søster, som sagde, at manden er hjemløs, og at hun ikke har set ham i nogle måneder, og derfor ikke ved, hvor han er. 

Hverken David Neutszky-Wulff eller anklager Anne Marie Fink vil udtale sig om udsættelsen. 

Frustration hos vidne

Et af fredagens vidner var Lotte Falslund, der var i pleje hos manden på samme tidspunkt som den otteårige pige.  

Hun var en af dem, der konfronterede manden med overgrebene dengang og fortalte det til sin kontaktperson, som ifølge Lotte Falslund ikke troede på hende.

 

Lotte Falslund er frustreret over, at sagen er udsat på ubestemt tid.

- Jeg havde egentlig håbet, at jeg i dag (fredag, red.) kunne lukke et meget grimt kapitel i mit liv. Men nu kan man igen ikke forudsige, hvad der skal ske.

- Det har altid været en del af mig, og som jeg altid vil huske. Så det, at skulle snakke om det igen, har været rigtig hårdt, siger hun. 

Er tidligere dømt i lignende sag

Det er anden gang, at plejefaren er i retten i en sag om voldtægt af plejebørn.

I 2008 blev han dømt fem års fængsel for seksuelle overgreb og vold mod to søstre. Han blev i den sag også dømt for vold og blufærdighedskrænkelse mod en tredje søster. Pigerne blev udsat for overgrebene, mens de boede hos plejefamilien fra 1999 til 2005.

Oveni fængselsstraffen blev han dengang dømt til at betale 180.000 kroner samlet til de tre søstre.

Dommen blev senere stadfæstet af landsretten.

Grafik: Nick Abildgaard


Nyhedsoverblik