- Du skal forlade Danmark senest den 10. februar 2017.
23-årige Xu Zhang fra Slagelse var chokeret, da hun åbnede brevet fra Udlændingestyrelsen fredag eftermiddag. Pludselig så hun for sig, at hendes fremtidsdrømme om en uddannelse i International Shipping and Trade fra CBS brast, og at hun måtte sige farvel til alle sin venner i Danmark. Sige farvel til sin mor.
Styrelsen har nemlig afvist Xu Zhangs anmodning om opholdstilladelse i Danmark med den begrundelse, at hendes tilknytning til landet ikke er stor nok. Men ifølge den unge kvinde tager de fejl. Hendes tilknytning til Danmark er meget større, end den hun har til Kina og byen Fuzhou i provinsen Fujian, hvor hun kommer fra.
- Jeg begyndte at græde, da jeg læste brevet, for jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre. Jeg har alt i Danmark og næsten ingenting i Kina, fortæller hun til TV ØST.
Knas med opholdstilladelsen
Xu Zhang kom til Danmark om 16-årig i 2010 på familiesammenføring. Hendes mor boede dengang og stadig i dag i Slagelse, og hun har med tiden fået permanent opholdstilladelse i landet.
Det første Xu Zhang gjorde, da hun kom til Danmark var at begynde i først en modtageklasse på Baggesenskolen i Korsør og derefter færdiggøre 9. klasse på skolen. Så begyndte hun efter et kort ophold på HG i Slagelse på HHX i Næstved.
Jeg begyndte at græde, da jeg læste brevet, for jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre. Jeg har alt i Danmark og næsten ingenting i Kina
- Dengang talte jeg ikke særlig godt dansk, så jeg tænkte, at hvis jeg flyttede fra Slagelse til Næstved, så kunne jeg bruge de fire timers transporttid dagligt på at lave lektier eller gå på danskkursus i stedet, fortæller XU Zhang.
Men det er her, der for første gang begyndte at være knas med opholdstilladelsen i Danmark. Efter reglerne skulle hun nemlig bo sammen med sin mor, når de to var blevet familiesammenført, men det var hun ikke er opmærksom på. Og da hun så søgte om at få forlænget sin opholdstilladelse i Danmark i august 2014, fik hun et brev tilbage fra kommunen.
- De skrev for at spørge, hvorfor jeg ikke længere boede hos min mor, og at det var et brud på reglerne, og jeg svarede dem lynhurtigt, at jeg ikke var klar over, at jeg ikke måtte flytte. Vi forstod ikke reglerne så godt, forklarer Xu Zhang.
Gennemsnit på 10,4
Men selvom den unge kvinde forsøgte at rode bod på det hele ved at søge om opholdstilladelse gennem studie i stedet, blev hun afvist. Hun flyttede tilbage til sin mor og søgte igen om opholdstilladelse gennem familiesammenføring.
- Den ansøgning blev også afvist, fordi jeg i mellemtiden var blevet 18 år gammel. Så jeg kontaktede en advokat, som rådede mig til at søge opholdstilladelse på baggrund af min tilknytning til landet, siger den unge kvinde.
Ansøgningen blev sendt af sted i sommeren 2015 og med den fulgte en hel bunke personlige breve fra klassekammeraterne på HHX, fra nye og gamle lærere.
Hvis jeg skal vælge én, der har gjort en ekstraordinær indsats for at kunne klare sig og være så dygtig som muligt, så er det Xu
- Som uddannet lærer med samlet 18 års erfaring fra folkeskolen og en privatskole har jeg lært mange elever at kende på godt og ondt, skriver Xu Zhangs tidligere lærer i modtageklassen på Baggesenskolen, Claus Dybdal, blandt andet.
- Hvis jeg skal vælge én, der har gjort en ekstraordinær indsats for at kunne klare sig og være så dygtig som muligt, så er det Xu.
Og hun er dygtig, hvis man kigger på hendes afgangsbevis fra HHX, hvorfra hun blev student i sommeren 2016. Det viste nemlig et flot gennemsnit på 10,4, og det passer også godt ind i billedet af Xu Zhang, som veninden og den tidligere klassekammerat Abbi Hancock tegner:
- I den tid jeg har kendt Xu, har hun udviklet sig meget, både i forhold til sproget, faglig kunnen, integration i den danske kultur samt på det sociale plan. Hun er vellidt af alle og er nem at holde af. Hun har altid tid til at hjælpe andre, også de svageste i klassen, der tit beder om hendes hjælp i de forskellige fag, som hun skrev i sit brev til Udlændingestyrelsen.
Siden Xu Zhang blev udvist af landet, har blandt andet hendes tidligere klasselærer Toni Andersen skrevet på Facebook, at hun synes, afgørelsen er uretfærdig.
Har ingen uddannelse i Kina
Xu Zhang har ventet i lang tid på det nedslående svar, der dumpede ind ad brevsprækken fredag, for afgørelsen på hendes sag er gentagne gange blevet udskudt, fordi Udlændingestyrelsen har haft travlt med at behandle ansøgninger om asyl fra især syrere på flugt.
Men til sidst kom det, svaret, og selvom hun på papiret skal være ude af Danmark inden næste fredag, så har Xu Zhang tænkt sig at klage over afgørelsen. Hun mener ikke, der venter hende et godt liv i Kina.
- Det kinesiske uddannelsessystem og det danske er ikke ens. I Kina anerkender de ikke de danske gymnasiale uddannelser, og derfor har jeg ikke nogen uddannelse, jeg kan bruge i Kina, forklarer Xu Zhang og fortsætter:
- Hvis jeg bliver sendt hjem, så ved jeg ikke, hvad jeg skal lave. Jeg er 23 nu, og jeg kan ikke starte forfra, for i Kina kan man ikke komme på gymnasiet som 23-årig.
Mere knyttet til mor
Men Udlændingestyrelsen holder altså på, at den unge kvinde skal hjem, for som de skriver i deres afgørelse:
- Du har haft dine formative år i Kina, og derfor må du vurderes til at have en større tilknytning til Kina, hvor du har boet, indtil du var 16 år. Det forhold, at du har en mor i Danmark, kan ikke føre til en ændret vurdering.
Xu Zhang har sin far i Kina, men de to taler stort set ikke sammen, fortæller hun.
- Jeg er meget tættere knyttet til min mor.
Udlændingestyrelsen understreger dog i deres afgørelse, at XU Zhang er 23 år og myndig og dermed må formodes at kunne klare sig selv.
Hun har altid tid til at hjælpe andre, også de svageste i klassen, der tit beder om hendes hjælp i de forskellige fag
Styrke at kunne kinesisk
Mandag mødes Xu Zhang med sin advokat for at klage over afgørelsen, og hun håber meget, at den vil blive omstødt. Især fordi eksamenerne på CBS-uddannelsen, hun går på, venter lige om hjørnet.
- Jeg håber, at jeg kan få lov at blive her i landet, for nu er skolen startet igen, og jeg har eksamen i marts og april. Jeg vil gerne i gang med mine bøger igen, siger hun.
Den unge kvinde ved nemlig allerede, hvad hun gerne vil arbejde med, når hun er færdiguddannet.
- Jeg kan hjælpe Danmark med vores handel med Kina, fordi jeg taler kinesisk. Så jeg vil gerne arbejde i et dansk firma, hvor jeg kan udnytte, at jeg har en fortid i Kina, slutter hun.
Xu Zhang har i otte uger til at klage over afgørelsen fra Udlændingestyrelsen, og hverken udlændingeminister Inger Støjberg (V) og Udlændingestyrelsen har ønsket at kommentere på sagen, da der stadig er en klagemulighed.