Sydsjælland og Lolland-Falster har været hårdt ramt af sne i dag.
Og det har de kunnet mærke hos Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.
- Vi blev ramt af en lokal snestorm, som startede oppe fra Lundby-egnen og helt ned til Lolland. Det gjorde, at vi fik en masse færdselsuheld i politikredsen. Primært omkring Sydmotorvejen og Vordingborg, hvor det startede, siger vagtchef, Søren Østervig.
- Sydmotorvejen har været spærret af et par omgange, og flere biler har været involverede. Heldigvis uden nogen tilskadekomne.
Vejdirektoratet har lavet en foreløbig optælling, som viser, at der har været mindst syv uheld på Sydsjælland og Lolland-Falster. De vurderer, at uheldene er sket som følge af snevejret.
Opfordring: Kør efter forholdene
Vagtchef, Søren Østervig, fortæller, at lige nu er det småuheld, de får meldinger om.
- Der kan være småspærringer, fordi redningsberedskaberne skal have køretøjer op af grøfter, siger Søren Østervig.
Og på grund af vejret, så har politiet en klar opfordring til bilisterne.
- Opfordringen på nuværende tidspunkt er at køre efter forholdene og ikke mindst respektere, at det er blevet vinter i Danmark, siger Søren Østervig.
- Og så overvej, om man skal ud at køre, mens det sner. Der er kommet et varsel for Sydsjælland og Lolland-Falster de næste 24 timer om, at vi kan få snefald op til kuling – og det betyder, at der kan komme snefygning igen. Så kør efter forholdene – det er vores opfordring.