Har du Danmarks sødeste eller dygtigste hund? Har den udført en heltedåd, eller er den bare enormt kærlig eller legesyg?
Så kan den måske blive billedet på PostNords nye frimærkeserie sammen med fire andre vovser.
I en hyldest til menneskets bedste ven har PostNord nemlig udskrevet en konkurrence i samarbejde med Dansk Kennel Klub.
- Det er første gang i danmarkshistorien, at danskerne direkte kan indsende forslag til nye frimærker. Hunden er i dag en vigtig del af millioner af danskeres liv, så med danskernes egne hundemotiver kan vi fortælle et lille stykke samtidshistorie og hylde vores firbenede venner, siger designchef Martin Pingel fra PostNord i en pressemeddelelse.
Artiklen fortsætter under billedet.
Udkommer i to millioner eksemplarer
Alle i hele landet kan nominere deres hund til at komme på frimærket. Der bliver udvalgt frem vindere af konkurrencen.
- Måske har hunden udført en heltedåd, er god til at få ungerne ud i luften en regnvåd søndag eller var anledning til, at du mødte din store kærlighed. Måske den bare verdens mest nuttede hvalp, men uanset hvad vil vi gerne have den med i konkurrencen, siger adfærdskonsulent i Dansk Kennel Klub, Lise Lotte Christensen.
Hundefrimærkerne udkommer i september i et oplag på to millioner eksemplarer.
Sådan deltager du i konkurrencen
Du kan deltage i konkurrencen på Instagram og Facebook til og med 3. marts.
Du skal beskrive, hvad der gør lige netop din hund særlig, og hvorfor den fortjener at komme på et frimærke. Beskrivelsen lægger du op i kommentarsporet på PostNords Facebook-side eller på din egen Instagram-profil med hashtagget #minhundpåfrimærke.
Vinderne får deres hunde portrætteret af en af landets bedste hundefotografer, og billederne bliver så til den nye frimærkeserie.
Serien udkommer den 19. september 2019.
Kilde: PostNord