Hvert år dør hunde i varme biler. De efterlades af ejere, der ikke tager højde for, hvor varm en bil kan blive.
Og med udsigt til høje temperaturer i den kommende uge fraråder Dyrenes Beskyttelse at efterlade hunde i bilen, også selvom det kun drejer sig om kort tid.
Det kan nemlig være hårdt for hundene at opholde sig i den varme bil, fordi de har sværere ved at komme af med varmen, end mennesker har. Hvor mennesker kan svede varmen ud af kroppen, kan hunde kun komme af med varmen gennem trædepuderne og munden.
Mange forsøger at gøre det rigtige ved at stille bilen i skyggen, men det hjælper ikke
Hvis hunden efterlades i en varm bil, kan det ifølge dyreværnsorganisationen blive kritiske for menneskets bedste ven.
- Mange forsøger at gøre det rigtige ved at stille bilen i skyggen, men det hjælper ikke, for skyggen er også varm, så der bliver alligevel som en ovn derinde, udtaler familiedyrschef hos Dyrenes Beskyttelse, Jens Jokumsen, i en pressemeddelelse.
Lad hunden og katten blive hjemme
Han opfordrer derfor til, at man lader sin hund eller kat blive hjemme.
Forholdsregler for dyr i bilen
- Efterlad aldrig et dyr i en varm bil.
- Parkér altid i skygge.
- Frisk luft er vigtigt, så åben mindst to vinduer eller bagsmækken, så der bliver luftgennemstrømning i kabinen.
- Giv adgang til frisk vand i bilen.
- Læg en seddel i forruden med dit mobilnummer, så du kan kontaktes, hvis en kritisk situation skulle opstå.
Hvert kvarter stiger temperaturen nemlig med 10-15 grader i en parkeret bil, og åbne vinduer hjælper ikke. Det vil sige, at når udetemperaturen er 20-25 grader, stiger temperaturen inde i en bil hurtigt og kan på en halv time komme op på 40-50 grader.
- Selv om hunden kan virke trist over, at du forlader hjemmet, vil den til enhver tid hellere blive hjemme i et afkølet rum og med adgang til frisk vand end at sidde i en bagende bil. I værste fald kan det ende med at tage livet af den, siger Jens Jokumsen.
Dyrenes Beskyttelses Vagtcentral 1812 har det seneste år registreret 100 sager med hunde, der er blevet efterladt i varme biler.
Sådan hjælper du et dyr med hedeslag
- Hjælp det med drikkevand, kølige omslag og skygge.
- Hvis du ikke selv kan komme til at hjælpe det, ring 114 til politiet eller 1812 til Dyrenes Beskyttelses Vagtcentral.
- Dyreejere til et dyr med hedeslag bør kontakte en dyrlæge øjeblikkeligt.