Omstridte pladser til døende står endnu engang til at lukke

26 dage efter genåbningen af Lynghuset i Odsherred står den palliative afdeling igen til midlertidigt at lukke.

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Odsherred Kommunes palliative afdeling for syge og døende borgere, Lynghuset, er endnu engang kommet i modvind.

Den 8. april genåbnede Lynghuset efter at have været midlertidigt lukket i tre måneder, men nu står stedet igen til at lukke midlertidigt.

Det fremgår af en dagsorden for et udvalgsmøde, der skal afholdes den 7. maj, i Social-, Ældre- og Psykiatriudvalget i Odsherred Kommune.

- Rent fagligt må vi konstatere, at vi ikke kan tage ansvaret for borgersikkerheden lige nu. Derfor tager vi ikke flere borgere ind lige nu, og så vil vi have politikerne til at vurdere, om vi skal fortsætte med det tilrådighedsværende personale og vikarer, vi har, siger Ulla Gramstrup, som er direktør i Odsherred Kommune.

quote Vi frygter for borgernes sikkerhed, hvis Lynghuset fortsætter, som det kører nu

Ulla Gramstrup, direktør, Odsherred Kommune

Lynghuset genåbnede 8. april i en form, hvor der var færre sengepladser end før. Alligevel er det ikke lykkes at fastholde nok fast personale til, at det er forsvarligt at drive.

- Der har været ydeligere sygemeldinger og en enkelt opsigelse. Derudover er de vikarer, vi får ind ikke tilstrækkeligt dygtige, så vi er bekymrende for fagligheden i det her, siger Ulla Gramstrup.

Dødsfald

Lynghuset ligger i en fløj på et plejecenter i Højby og måtte tilbage i januar i første omgang lukke, da et dødsfald på stedet i december sidste år blev anmeldt til politiet. Det var den afdødes privatpraktiserende læge, der anmeldte dødsfaldet.

Læs også
Fire ansatte sigtet efter dødsfald
Læs også
Fire ansatte sigtet efter dødsfald

Ifølge en bekymringshenvendelse fra Odsherred Kommune til Styrelsen for Patientsikkerhed, som TV2 ØST fik aktindsigt i tilbage i januar i år, var lægen utilfreds med, at personalet havde handlet mod de retningslinjer, der var for udlevering af medicin til borgeren og i stedet havde kontaktet vagtlægen, selv om lægen havde udleveret sit private nummer, hvis de ansatte skulle få brug for hjælp.

Og nu frygter Ulla Gramstrup, at der kan ske fejl igen.

- Vi frygter for borgernes sikkerhed, hvis Lynghuset fortsætter, som det kører nu. Med de vikarer vi kan få ind lige nu, hvor sikre kan vi være på, at de løfter den opgave, og der ikke sker nogle fejl?

Helt ny ledelse

Politianmeldelsen og forløbet fik i december Odsherred Kommune til at hjemsende fem medarbejdere, og samtidig rettede kommunen henvendelse til Styrelsen for Patientsikkerhed med en såkaldt bekymringshenvendelse.

I den fremgik det, at ledelsen i kommunen var bekymrede for, om medarbejderne havde handlet egenrådigt.

Efterfølgende var der så meget usikkerhed omkring stedet og så mange sygemeldinger blandt de ansatte, at kommunens øverste ledelse valgte at lukke stedet midlertidigt. 

Efter tre måneder åbnede Lynghuset den 8. april med flere nye medarbejdere og en helt ny ledelse.

På trods af det, er det alligevel ikke lykkedes at drive stedet med nok faste personaler:

Genåbnede I for tidligt? 

- På daværende tidspunkt lavede ledelsen på Lynghuset en vurdering sammen med personalet om, at der var fast personale til at løfte opgaven, når der var reduceret i antallet af borgere fra seks til fire fra 12. Men nu har der været yderligere sygemeldinger, og nogle af dem, der ellers har været stabile, vælger på grund af alt det, der foregår, at sige, at de vil noget andet.

Sagen kort

  • 30. november 2023: En borger bliver indlagt på Lynghuset

  • 3. december 2023: Borgeren dør efter cirka tre døgn på afdelingen

  • 4. december 2023: Borgerens egen læge kontakter Odsherred Kommune med bekymringer omkring borgerens forløb

  • 7. december 2023: Borgerens egen læge politianmelder sagen

  • 8. december 2023: Odsherred Kommune sender bekymringshenvendelse til Styrelsen for Patientsikkerhed

  • I henvendelsen, som TV2 ØST fik aktindsigt i, udtrykker kommunen bekymring for, at personalet har handlet egenrådigt, givet pårørende forkerte oplysninger og ikke har fulgt retningslinjerne for journalføring

  • Der er efterfølgende gennemført ni tjenstlige samtaler, ingen af dem er ført til fyringer

Sygemeldinger og vikarer

Ifølge dagsorden for udvalgsmødet har der siden genåbningen 8. april været betydelige udfordringer med at få vagtplanerne til at hænge sammen.

I dagsordenen står der:

"Vores faste medarbejdergruppe er på grund af fratrædelser og sygemeldinger reduceret til et minimum, og de tilbageværende medarbejdere oplever betydeligt psykisk pres."

Endvidere står der: 

"Udover dette påvirkes de af den overvældende arbejdsbyrde, der er forbundet med at arbejde sammen med vikarer."

Læs også
Lukkes midlertidigt efter dødsfald
Læs også
Lukkes midlertidigt efter dødsfald

På trods af, at der lige nu kun er tilknyttet tre patienter, er der ifølge dagsordenen ikke nok faste personaler til at sikre kvaliteten af patientplejen.

"Lige nu består to ud af tre vagtlag af vikarer, ofte ikke de samme, og der opleves udfordringer med at få besat vagterne af vikarerne."

Ifølge Ulla Gramstrup så skyldes det store forbrug af vikarer, at flere personaler er sygemeldte. 

- Det er klart, at de medarbejdere, der er der, bliver usikre på, om det, de gør, er rigtigt. Så det påvirker hele personalegruppen og giver uro, siger Ulla Gramstrup.

Der bliver taget stilling til, om Lynghuset endnu engang skal midlertidigt lukkes på et udvalgsmøde den 7. maj klokken 16.

- Det er kun en midlertidig lukning, og så er det at vente på, at vi får afklaret vurderingen fra Styrelsen for Patientsikkerhed og politiet, og der kan gå tre-seks måneder. Men ambitionen er, at vi skal lave en nænsommere genåbning.

De tre borgere, der lige nu befinder sig på Lynghuset, er stabile og bliver sendt hjem i løbet af den næste uges tid.


Nyhedsoverblik