Mandag formiddag svigtede bremserne på en 30 ton tung kranvogn ved slæbestedet på Bådebyggervej i Næstved.
Kranen bakkede ned i en båd, der lå i vandet, og en 74-årig mand ombord på båden var stadig fanget i vandet flere timer senere, fordi kranen lå ovenpå båden.
Omkring klokken 15.45 lykkedes det at løfte kranen væk fra båden i vandet. Manden blev kort tid efter fundet død.
Gunner Serop befandt sig lige på den anden side af kanalen, da den store kran bakkede ned i båden ved kajkanten.
- Jeg så ikke noget, men jeg hørte det. Jeg gik inde i vores bådbyggeri hernede, og så hørte jeg et forfærdeligt rabalder. Først troede jeg, at en bil havde tabt nogle jernplader, siger han til TV ØST.
Har kendt manden i flere år
Men det gik hurtigt op for Gunner Serop, at det var mere alvorligt end det.
- Jeg kunne høre, at der skete noget på den anden side af kanalen, og da jeg kom op kunne jeg se, at kranen holdt ude i vandet. Og så opdagede de, at der var en mand nede i båden, og det var dér, det blev rigtig alvorligt, siger han.
Gunner Serop er berørt af ulykken, fordi han har kendt manden i båden i flere år.
- Det er en, jeg kender temmelig godt. Jeg har været medlem af sejlklubben i mange år, og det har han også. Det er sørgeligt, siger han.
Den 74-årige afdøde mands søn var også ombord på båden, da kranen bakkede udover den. Han nåede dog at springe væk og slap på den måde med livet i behold.