Forældre til den syvårige dreng, der blev fundet livløs i en svømmehal på Lolland tilbage i april, vil nu lægge sag an mod Lolland Kommune.
Det skriver TV 2.
Ulykken skete, da en SFO fra Søndre Skoles Rødby-afdeling var en tur i svømmehallen. Cirka 30 børn i aldrene syv til ni år. Udover børnene var der et antal voksne med livredderuddannelse tilstede i svømmenhallen.
Men den syvårige drengs liv stod ikke til at redde.
Uheldige omstændigheder
Ifølge TV 2 har politiet vurderet, det var antallet af pædagoger og livreddere og et kraftigt modlys gennem svømmehallens vinduer, som var en af årsagerne til sønnens død.
Advokat, Lars Ulrich, som er blevet hyret til at køre parrets sag, fortæller dog til mediet, at politiets vurdering er, at ulykken skyldes uheldige omstændigheder.
Han siger også, at der i vurderingen fra politiet står, at kommunen ikke har gjort noget forkert, da alle retningslinjer og normer for sikkerhed var opfyldt.
- Jeg har aldrig hørt noget lignende, det virker som en begrundelse for ikke at foretage sig noget yderligere, siger Lars Ulrich til TV 2.
Én livredder er nok
Sektorchef i Lolland Kommunes skole- og dagtilbud Henrik Andreasen fortæller til TV 2, at de undersøger sikkerheden, når skoler tager i svømmehal. Han mener dog også, at den ene livredder, der var til stede, var nok.
- Vi har den her rollefordeling med to i tilsynsfunktion og en i den livreddende funktion.
Advokat Lars Ulrich vil nu gøre klar til en retssag mod Lolland Kommune med den påstand, at de er ansvarlige for ulykken.