Lige nu ligger resterne af hvad der, indtil for nylig var et stort kornlager på Bandholm Havn.
- Det er trist, når vi skal til at rive vores bygninger ned. Det er aldrig sjovt, men sådan er kontrakten udformet, siger Jens Toft, logistikdirektør i landbrugskoncernen Danish Agro.
Det bliver simpelthen for dyrt for os
Siden 1985 har Danish Agro lejet lagerbygningen af Knuthenborg Gods, der ejer havneområdet.
Men fordi koncernen ikke har ønsket at forlænge kontrakten, er et lille stykke dansk landbrugshistorie sejlet bort fra den lollandske havneby.
- Som regel bliver lejekontrakten på havne bare genforlænget, men der er kun en vej for os, og det er at rive tingene ned, siger Jens Toft.
Ifølge kontrakten med Knuthenborg Gods skal området, hvor kornlagret står, nemlig efterlades ryddet, når landbrugskoncernen forlader stedet.
Ikke nok omsætning
Jens Toft forklarer, at det ikke længere kan betale sig for Danish Agro at leje sig ind på havnen.
- Den omsætning, som virksomheden ønsker at have, kunne vi ikke indfri. Det bliver simpelthen for dyrt for os, siger han.
Danish Agro har brug for større skibe til at fragte deres varelager og følge med på markedet.
Men fragtskibe i den størrelse kan ikke lægge til i havnen.
- Fra Bandholm kan vi fragte cirka 2.000 tons, men de skibe, der bliver sejlet i dag, kan fragte 3.000 tons og opefter, siger Jens Toft og fortsætter
- Så det har været tidsvarende dengang, men udvikling har bare gjort, at skibene bliver større og større, og så er det ikke muligt at besejle vores lager.
Derfor vil landbrugskoncernen fremover rykke deres medarbejdere og bruge lageret i Nakskov havn, hvor dybdegangen for de store skibe er bedre.
Usikkert hvad der så skal ske
Ejerne af Bandholm havn kan på nuværende tidspunkt ikke oplyse, hvad havneområdet fremover skal bruges til.
- Vi arbejder selvfølgelig på forskellige projekter, men lige nu er vi ikke klar til at melde noget ud, siger Jakob Palm Nielsen, godschef for Knuthenborg Gods.
Ifølge ham er der fortsat mange skridt endnu, før området får en ny begyndelse.
- Vi er åbne over for mange ting. Om det bliver lejet ud, eller om vi selv finder på noget, det vil tiden vise, siger han.
Selvom Danish Agro ikke længere vil have et kornlager på havnen i Bandholm, er det ikke ensbetydende med, at der ikke vil sejle skibe med korn ud fra havnen.
Landbrugsselskabet DLG holder nemlig stadig til på havnen, og det kommer, ifølge dem, ikke til at påvirke deres aktivitet, at Danish Agro forlader stedet.