Lolland vokser med tre kvadratkilometer - sådan foregår det

Bag et enormt gravearbejde står det 159 meter lange opgravningsskib Vox Amalia.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Når Femern-forbindelsen ser dagens lys i 2029, bliver en timelang færgetur mellem Lolland og den tyske ø Femern erstattet med en ti minutter lang køretur.

En del af arbejdet med at opføre sænketunnelen består i at suge jord, sand, sten og andet materiale op fra Lolland kysts havbund. Materiale, som man vil omdanne til tre nye kvadratkilometer nyt landskab ud for Lolland.

- Man vil etablere et landskab med bakker, søer og en ny beskyttet soppestrand, fortæller teknisk vicechef i Femern A/S, Pedro Da Silva Jørgensen.

I 2027 vil de i alt tre kvadratkilometer land efter planen være færdigopført.
I 2027 vil de i alt tre kvadratkilometer land efter planen være færdigopført. Foto: TV2 ØST

Men gravearbejdet er ikke så simpelt endda.

Tungt udstyr

Bag opgravningen af havbundsmaterialet står opgravningsskib Vox Amalia, som siden 2021 har haft hjemsted i Rødbyhavn.

I 2027 skal det 159 meter lange skib have opgravet mellem 15 og 19 millioner kubikmeters havbundsmateriale fra lollandsk farvand og dermed have banet vejen for tunnelarbejdet.

quote Det svarer til, at den hiver 40 lastbillæs op i timen. Skibet pumper også med en kapacitet, der svarer til 300 lastbiler, der bliver fyldt i timen

Christian Paulsen, Chef for Maritime Operationer, Femern A/S

Ved skibets stævn er installeret en form for støvsugerrør, som drives af en såkaldt opmudringspumpe. For enden af støvsugerrøret sidder en rive, der sørger for at igangsætte opgravningen.

- Det er en overdimensioneret stor rive med nogle store tænder på, som faktisk ripper bunden op samtidig med, at den suger, forklarer chef for Maritime Operationer i Femern A/S, Christian Paulsen.

Effektiv proces

Det tager mellem fire til syv timer for skibet at opgrave 9.000 kubikmeters materiale, som der opgraves ad gangen. Det svarer til 125.000 kubikmeters opgravet materiale på ugentlig basis.

Vox Amalia
Foto: Jesper Truelsen - TV2 ØST

Det er ifølge Christian Paulsen ikke så lidt.

- Det svarer til, at den hiver 40 lastbillæs op i timen. Skibet pumper også med en kapacitet, der svarer til 300 lastbiler, der bliver fyldt i timen, siger han.

Når materialet er hentet op, sejler skibet ind til Lollands kyst og viderefører materialet til opfyldningsområdet gennem pumpedrevne metalrør. For enden af rørene er monteret en spreder, der dynger materialet ud over byggearealet.

- En spreder, der minder om en, man har siddende på sin vandslange i haven, fordeler det ud til de steder, hvor det skal placeres, forklarer teknisk vicechef i Femern A/S, Pedro Da Silva Jørgensen til TV2 ØST.

Sådan ser det ud, når de voldsomme mængder materiale fra havbunden spyttes ud.

Det 159 meter lange skib drives frem af tre motorer, hvoraf en er indsat for at drive pumpen.

Selvom byggeriet først står færdigt om knap fire år, bør man ikke kimse ad processens effektivitet, forklarer Pedro Da Silva Jørgensen.

- Det er den hurtigste måde at lægge materiale ud, siger han og uddyber:

- Der er nogle kæmpestore pumper ombord, der pumper ind med omkring 3000 kubikmeter i timen. En almindelig damper på byggepladsen tager måske 15 kubikmeter. Så det er altså ganske store mængder.


Andet maskineri hjælper til

Selvom Vox Amalia står for det meste af opgravningen, er der visse stykker arbejde, det ikke kan udføre.

Havbundsmateriale kan nemlig bestå af både sand, jord og sten – og når stenene bliver for store, må andre vandfartøjer varetage opgaven, forklarer Christian Paulsen.

quote Det vigtigste er, at der bliver et landskab, hvor dyrelivet også kan florere. Vi har jo taget noget natur, som vi skal genskabe

Pedro Da Silva Jørgensen, teknisk vicechef, Femern A/S

- Nogle af materialerne svarer til sand fra en sandkasse. Andet er så hårdt, at det næsten er cement, siger han og fortsætter:

- Den kan suge sten på 40 centimeter i diameter op. Hvis de bliver større end det, bliver de efterladt på havbunden, så andre fartøjer kan fiske dem op.

Ansvarlig metode

TV2 ØST har tidligere berettet om tyske miljøorganisationer, der har udtrykt bekymring for, at arbejdet kunne få konsekvenser for områdets dyreliv og havbund.

Læs også
Så skete det - nu er tyskerne i gang med deres del af Femernforbindelsen
Læs også
Så skete det - nu er tyskerne i gang med deres del af Femernforbindelsen

Anken gik blandt andet på, at gravearbejdet kan udløse sedimenter, der kan ødelægge fredede rev på den tyske side af byggeriet.

Hos Femern A/S understreger man, at arbejdet udføres i overensstemmelse med de gældende regler.

Ifølge teknisk vicechef Pedro Da Silva Jørgensen skal landskabet blandt andet bruges til en soppestrand.
Ifølge teknisk vicechef Pedro Da Silva Jørgensen skal landskabet blandt andet bruges til en soppestrand. Foto: TV2 ØST

- Det er klart, at der vil blive sedimenteret en smule op. Men for at undgå det og beskytte havmiljøet mest muligt er der en masse krav til projektet. Et af dem er, at Vox Amalia kun opsamler 9.000 kubikmeters materiale – og ikke 19.000, som er den maksimale kapacitet. Resten i skibets last er vand, siger Christian Paulsen og uddyber:

- I princippet kan hun godt lave det, der hedder overflow og efterfølgende pumpe alt vandet ud igen. Men så ville der nemlig følge en masse sedimenter med.

Læs også
Femern genbruger vand fra byggeri
Læs også
Femern genbruger vand fra byggeri

Ifølge Pedro Da Silva Jørgensen er man også opmærksom på, at give den natur, man tager fra Lolland, tilbage til Lolland.

- Det vigtigste er, at der bliver et landskab, hvor dyrelivet også kan florere. Vi har jo taget noget natur, som vi skal genskabe.

Grafisk gengivelse af tunnelkanalen, der ifølge Femern A/S skal være 15 meter høj og 40-50 meter i bredden.
Grafisk gengivelse af tunnelkanalen, der ifølge Femern A/S skal være 15 meter høj og 40-50 meter i bredden. Foto: TV2 ØST

Samtlige sænketunnelelementer forventes efter planen at være placeret på havbunden i 2026. Herefter venter tre års arbejde med at indrette rørene til jernbane og vejtrafik, hvor der foruden asfalt og skinner skal trækkes i tusindvis af meter kabel.

Med sine 18,2 kilometer bliver Femern-tunnelen verdens længste sænketunnel til tog og biler, når den står færdigbygget i 2029.


Nyhedsoverblik