Lolland Ældreråd er et rådgivende organ, som er direkte valgt af og blandt kommunens befolkning. De har fulgt sagen omkring de mange klager mod PlejePlus. Formanden mener ikke, at plejefirmaet lever op til deres krav.
- Jeg er selvfølgelig rigtig ked af det. Jeg er skuffet, jeg er trist, og jeg er også en lille smule vred. Jeg er vred på firmaet PlejePlus og ejeren fru Løve Jensen, fordi hun ikke leverer den vare, hun skal, som der er indgået en aftale om, siger May-Brit Horst, der er formand for Ældrerådet i Lolland Kommune.
Politikerne skal følge selskabet
Formanden fortæller, at hun ofte får henvendelser fra borgere, der mener, at den service de får fra PlejePlus ikke er god nok.
- Folk ringer og er kede af det. Det er udeblivelser, det er rengøring, det er mad, det er medicin. Det er det, som bliver remset op. Folk er kede af det, og de er også lidt magtesløse, siger May-Brit Horst.
Formanden for Ældrerådet opfordrer politikerne til at undersøge sagen omkring PlejePlus.
- Nu er der jo lavet en kontrakt med hende, men jeg synes, at det er vigtig at følge den. Hvorvidt det bliver undersøgt, om der er kontraktbrud, er jeg ikke informeret om, men ellers skal politikerne også følge sagen, siger May-Brit Horst.