Vi spiser lykkepiller som aldrig før

Stadig oftere får patienter i Region Sjælland udskrevet piller mod depression. Men det mødes af kritik.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Salget af antidepressive midler er eksploderet i Danmark de seneste år. Det er den medicin, der i folkemunde er døbt lykkepiller, selvom patienterne ikke bliver lykkelige af at spise dem.

Forbruget er alene her i regionen steget med 20 procent mellem 2005 og 2010.

Og det bør give anledning til skærpet opmærksomhed om udskrivningen af pillerne. Det siger Thorstein Theilgaard fra foreningen Bedre Psykiatri.

- Vi frygter, at receptblokken sidder lidt for løst hos nogen praktiserende læger. Og vi tror, at man skal blive bedre til at overveje, om personer med ondt i livet i virkeligheden kunne behandles bedre på andre måder, siger han.

Thorstein Theilgaard peger på blandt andet på muligheden for at blive behandlet med psykologhjælp. Samtidig mener han, at der måske skulle være strammere regler for, hvornår anden behandling skal overvejes.

- Man skal huske, at pillerne er dulmende og ikke helbredende. Men der er ingen tvivl om, at mange har gavn af at blive behandlet med disse piller, siger han.

Det kan dog også være patienterne, der presser på for at fortsætte med lykkepillerne.

Det siger Britta Ortiz, der er lægefaglig konsulent hos Region Sjælland.

- Det kan virke som en nem og god løsning at bruge pillerne. Selvom man får en henvisning til en psykolog, så koster det jo penge. Derfor kan pillerne både virke billige og bekvemme, siger hun.

Hun peger samtidig på, at depression er en kulturbestemt sygdom – og at især mange kvinder spiser lykkepiller.

- Jeg tror, at det handler om en belastningsreaktion. Der er nok stadig for meget flinkeskole over mange af kvinderne. Depressionen er deres krops måde at sige fra på, siger hun.

Denne artikel er skrevet af Lev Livet-redaktionen på TV2 ØST.

Lev Livet er et sundhedsmagasin, der fra februar 2012 sendes på TV2 ØST. Du kan finde mange flere sundhedsnyheder og se vores tv-programmer på adressen www.tv2east.dk/lev-livet/


Nyhedsoverblik