Det vi har sammen

Madskoler til kamp for børns sundhed

Foto: TV ØST

Elever fra Abildhøjskolen i Præstø fortsætter med at gå i skole i ferien. Nu skal de lære at lave sund mad.

I skole i ferien

I et hjørne rører en pige en kagedej sammen, i et andet hakker en 9-årig løg. I alt 17 børn mellem 8 og 12 år tilbringer en uge af deres sommerferie på Abildhøjskolen i Præstø. For nogen er det ikke særlig lang tid siden, at de fik ferie fra netop denne skole, men i denne uge er bøger skiftet ud med et mere praktisk fag.

- Vi lærer om sund mad, og så lærer vi at lave maden, fortæller en af deltagerne, Astrid L. Jørgensen, fra Præstø.

Skal lære at lave sund mad

Madskolerne er et privat tilbud fra erhvervsorganisationen Landbrug og Fødevarer og ungdomsorganisationen 4H. Her kan børn lære om sunde kostvaner og selv få fingrene i bolledejen.

- Vi mener, at sund mad er en del af en naturlig hverdag. De får masser af usund mad til hverdag, så her synes vi, vi gerne vil vise dem de sunde alternativer, siger projektkoordinator Line Damsgaard.

Og det er helt i orden at lære børnene, hvad sund mad er, siger Anna Thøfner.

- Det er godt. Hvorfor? For så bliver man ikke tyk, fortæller hun.

104 madskoler i ferien

Madskolerne har eksisteret i ni år. Første år begyndte de som et forsøg på 6 skoler. Siden er mange flere kommet til, og i år bliver der afviklet 104 madskoler i sommerferien.

Med en snert af tavleundervisning, masser af praktisk madlavning og motionslege håber Line Damsgaard, at børnene får en indsigt i, hvad det vil sige at være sund og ikke mindst usund, og at de bruger deres nye viden, når kurset er slut.

- Vi håber, at børnene får en interesse for at lave sund mad, så de også gerne vil lave mad derhjemme. På længere sigt håber vi jo, at de fortsætter med at lave mad ind i deres voksenliv i stedet for at ty til fastfood og andre nemme løsninger. Laver du maden selv har den nemlig en tendens til at være sundere end den du køber færdiglavet, siger hun.

Fakta om madskolerne

Madskolerne lavede sidste år en internetundersøgelse efter hvert kursus. Her fortalte 43% af forældrene, at familien havde ændret på deres madvaner i en sundere retning, efter deres barns deltagelse på en Madskole. Ligeledes svarede 87 % ja til, at deres barn har fået større interesse for at lave mere mad derhjemme, mens 53% af børnene forventedes at få en fast maddag, efter de har været på Madskole.

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App