Kunder fik forkert medicin fra apotek

Når man er syg og får udleveret medicin fra sit lokale apotek, regner man med, at det er den rigtige medicin, man får. Men fem borgere i Haslev fik for nylig en helt forkert type medicin udleveret - uden de vidste det.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Kit Lindegaard er barnebarn til en af de kunder, der fik forkert medicin fra Haslev Apotek

- Det er jo forfærdeligt at se sin mormor på den måde, når man er vant til hun er klar i mæglet, fortæller hun.

Mormoren plejer at tage blodfortyndende medicin, men i fredags og de næste tre dage reagerede hun anderledes end hun plejer på pillerne.
Det viser sig, at Haslev Apotek har udleveret et psykofarmakon i stedet for blodfortyndende medicin. Det samme er sket i fire andre tilfælde.

-Hun virker konfus og ser ting, der ikke er der, fortæller Kit Lindegaard.

Den 84-årge kvinde er lige nu indlagt på Næstved Sygehus og kan ikke selv stille op til interview. Barnebarnet mistænker, at det er den forkerte medicin, der er skyld i, at hun opfører sig anderledes.

- Det er en grov fejl. Når man udskriver medicin skal man også sørge for, det er den, der bliver udleveret, siger Niels Heebøll-Nielsen, som er afdelingslæge på Institut fra Rationel Farmakoterapi.

De fem apotekkunder burde have fået udleveret det blodfortyndende lægemiddel, Clopidogrel, men fik istedet udleveret et psykofarmakon, som blandt andet gives til skizofrene.
- Det har blandt andet den bivirkning at man bliver søvnig. Og man kan også få nedsat blodtryk og gangbesvær. Det sidste kan i værste tilfælde medføre, at man falder og brækker noget, siger Niels Heebøll-Nielsen.

Apotek beklager
- Det er en meget ulykkelig sag. Det er en menneskelig fejl, som har resulteret i, at fem af vores kunder har fået forkert medicin, fortæller Vivian Zederkof, apoteker på Haslev Apotek.

Pårørerende og læger omkring alle fem patienter er nu blevet underrettet om fejlen.

- Sidenhen har vi gjort alt for at forebygge, at fejlen ikke kan ske igen, siger Vivian Zederkof.

Kit Lindegaards mormor er som sagt indlagt, men er - her seks dage senere - i bedring og tilbage på sin sædvanlige, blodfortyndende medicin.

Men selvom det i gennemsnit kun er en ud af 10.000 ordinationer på landets apoteker, der går galt, så tør den ældre dames familie ikke stole på, at Haslev Apotek ikke laver fejl igen:

- I familien har vi ihvert fald snakket om, at hun ikke længere skal modtage det her dosismedicin fra apoteket. Nu vil vi selv hente og dosere medicinen til hende, siger Kit Lindegaard.


Nyhedsoverblik