Jytte og Verners succesfulde gæstemiddag

Der er skiftet lidt ud i ingredienserne, men det er lækker og velsmagende gæste mad, diætist Susanne Ross laver sammen med Jytte og Verner. Se opskrifterne her.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Spicy græskarsuppe med friterede gulerødder
45 min

4 personer

Den milde græskar har godt af lidt smag i form af chili, ingefær, citrongræs og kokosmælk. Server suppen på en blæsende efterårsdag.

Ingredienser

500 g Hokkaido græskarkød uden kerner og skræl
2 løg
1 fed hvidløg
2 stængler citrongræs
1 rød chili
1 spsk frisk revet ingefær
1 spsk olivenolie
6 dl grøntsagsbouillon
1 dåse kokosmælk
salt og peber

Friterede gulerødder
4 gulerødder
1 spsk olivenolie

Tilbehør: 1 dl creme fraiche, 1 potte frisk koriander og groft brød

Tilberedningsmetode

Skær græskarkødet i tern ca. 2 x 2 cm. Pil og hak løgene. Skær top og bund af citrongræs, fjern de yderste blade, bank stænglerne og hak stænglerne fint. Flæk chilien, fjern kerner og hak chilien fint.

Varm olien i en gryde og svits løgene. Tilsæt græskar, presset hvidløg, citrongræs, ingefær og chili. Hæld bouillon på og lad suppen simre under låg ved svag varme i ca. 20 min. til græskarkødet er mørt.

Tag gryden af varme og blend til en ensartet suppe. Sæt gryden tilbage på varmen. Tilsæt kokosmælk og kog suppen op. Smag til med salt og peber.

Skræl gulerødderne og skær i strimler med en tyndskræller. Varm olien på en pande og steg gulerødderne. Server suppen med friterede gulerødder, creme fraiche, koriander og brød.

Frugt og grønt pr. person: ca. 200 g

Opskrift: Lone Kjær

Mørbradbøffer og fedtfattig champignon sauce

4 pers.
Ingredienser:
500 g svinemørbrad
Salt
Peber
2 tsk. olie
2 løg i skiver
250 g champignon i skiver
3 dl vand
1 bouillonterning
1 dl vand til jævning
3 spsk. hvedemel
1 dl fløde 9 %

Fremgangsmåde:
Mørbraden renses for sener og skæres ud i 3-4 cm. tykke skiver.
Skiverne bankes let ud og drysses med salt og peber og steges i flydende fedtstof 2-3 minutter på hver side.
Tag dem af panden.
Løg og champignon steges lysebrune.
Vand og bouillon tilsættes og varmes op.
Vand til jævning, fløde og hvedemel piskes sammen og hældes i sovsen under omrøring.
Sovsen koges igennem ca. 5 minutter under omrøring.
Smag til med salt og peber.
Mørbradbøfferne kommes i sovsen og retten varmes igennem.

Server med bagt kartoffelmos og bønner

 

Æble-Pære Kage

3 pærer
4 æbler
2 spsk flydende margarine
2 tsk kanel
60 g brunfarin
50 g havergryn
75 g makroner
60 g honning (næste gang vil jeg kun tage det halve)

Tilbehør Creme fraiche

Start med at smøre en tærteform med lidt flydende margarine.
Skræl pærer og æbler og skær dem ud i både og læg dem i fadet.
Bland brunfarin og kanel sammen og strø det over frugten.
Bland havregryn, knuste makroner, honning og flydende margarine sammen og fordel det over frugten..
Ind i en 200 grader varm ovn i ca 30 minutter.....

 

Server med creme fraiche 6%

Kilde: Hjerteforeningen

 

 


Nyhedsoverblik