Forsker: Drop multivitaminer og kosttilskud

Foto: TV ØST

Lad være med at spise vitaminpiller. Du spiser nemlig sundt nok - og i værste fald kan de gøre dig syg!

 

Den kost, vi danskere spiser, er så alsidig, at det slet ikke er nødvendigt med multivitaminpiller og kosttilskud. Så drop dem.

Faktisk viser nye undersøgelser, at visse kosttilskud er direkte farlige at tage. Multivitaminpiller er i bedste fald virkningsløse.

Det siger overlæge, dr.med. Christian Gluud, der leder forskningscentret Copenhagen Trial Unit.

- Vores nye studier viser, at antioxidanterne øger dødeligheden med cirka fire procent. Det er altså farligt at tage vitaminpiller som kosttilskud, og vi vil gerne fraråde folk, der er raske, og som får en alsidig kost, at spise dem, siger Christian Gluud.

Det øger dødeligheden betydeligt, hvis man spiser kosttilskud med antioxidanter i form af vitamin A, E og betacarotene.

Hans råd er, at hvis man er i tvivl om, man har brug for kosttilskud, skal man spørge sin læge til råds og ikke apoteket.

- Danske apoteker har i mine øjne et medansvar for oversalget og overdødeligheden. Hele hyldeområdet er en tsunami af kosttilskud, siger han.

Det ny studie bekræfter en lignende undersøgelse, som de samme forskere gennemførte i 2008.

I forskningsverdenen førte studiet til diskussion, fordi mange forskere inden for feltet var uenige om fundet. Myndighederne valgte ikke at gribe ind og lod pillerne stå på apotekernes hylder.

- Det er alene på folks forhåbninger, at kosttilskud og multivitaminpiller bliver solgt. Det er en skandale, at de ikke er underlagt en eller anden form for lovgivning og fjernet fra fødevareområdet, så de ikke kan købes i håndkøb, siger Christian Gluud.

Det er Fødevarestyrelsen, der har ansvaret for kosttilskud. Her vil man afvente en ekspertvurdering, siger ernæringsfaglig medarbejder Søren Langkilde til videnskab.dk.

- Når der kommer ny videnskabelig litteratur, spørger vi normalt vores eksperter på DTU Fødevareinstituttet, om de nye studier giver anledning til, at vi foretager os noget, siger han.

/ritzau/

 

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App