Ældre tror ikke på influenzavaccine

De ældre i region Sjælland er dem, der relativt oftest siger nej tak til at blive vaccineret mod influenza.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Influenza plejer at være en ubehagelig, men dog tålelig sygdom for de fleste.

Men især for de ældre kan sygdommen være en livsfarlig oplevelse.

Alligevel, så siger mere end hver anden blandt de ældre nej til at få vaccinen her i Region Sjælland.

Det viser tal fra sidste års influenza-sæson fra Statens Seruminstitut.

Tallene viser, at flest ældre blev vaccineret i Region Hovedstaden (50 procent) – mens færrest blev det i region Sjælland (46 procent).

Men det er en dårlig ide at sige nej til vaccinen. Hvert år omkommer i gennemsnit 1.900 danskere som en følge af influenza eller lignende sygdomme. Af dem er langt hovedparten ældre, viser forskning fra Statens Seruminstitut.

Det er også hovedårsagen til, at alle ældre over 65 år i Danmark hvert år tilbydes en vaccination mod influenzaen.

Hos Region Sjælland mener man, at et lidt lavere informationsniveau om vaccinen her i regionen kan være forklaringen.

- Nogen steder gennemfører kommunen kampagner om vaccinerne, og det kan være forklaringen på, at vi ligger lidt lavere her i regionen,  siger Britta Ortiz, der er lægefaglig konsulent hos Region Sjælland.

Ud over de ældre, så tilbydes vaccinen gratis til blandt andet førtidspensionister, kronisk syge med bestemte sygdomme og gravide, der er mere end tre måneder inde i graviditeten.

Vaccinen tilbydes i oktober, november og december måned, da den skal tages netop her for at have en virkning i sæsonen.

Denne artikel er skrevet af Lev Livet-redaktionen på TV2 ØST.

Lev Livet er et sundhedsmagasin, der fra februar 2012 sendes på TV2 ØST. Du kan finde mange flere sundhedsnyheder og se vores tv-programmer på adressen www.tv2east.dk/lev-livet/


Nyhedsoverblik