Hendes Majestæt Dronningen kommer på officielt besøg til Kalundborg under sommerens togt med Kongeskibet Dannebrog.
Årsagen er, at byen har 850-års jubilæum.
- Vi er meget glade og stolte over, at Dronningen vælger at komme til Kalundborg Kommune i hele to dage. Vi glæder os meget til at vise vores natur, historie, kultur og virksomheder frem, siger borgmester Martin Damm i en pressemeddelelse.
Kongeskibet vil være i Kalundborg Havn den 13. juni klokken 10, hvorefter Dronningen modtages officielt i Højbyen.
Dronningen skal rundt i kommunen
Kommunen har planer om at sammensætte et program, som skal få dronningen rundt i hele kommunen.
- Vi arbejder allerede nu på at sammensætte et program, så Majestæten ser vores interessante historie og kultur, den enestående natur, møder de frivillige og endelig også får et indblik i vores erhvervsliv og satsning på bæredygtighed, siger Martin Damm.
Borgmesteren håber, at alle borgere vil engagere sig i at vise kommunen frem fra sin bedste side.
- Det bliver to festlige dage, og jeg håber, at alle vil være med til at gøre Majestætens besøg godt og interessant, siger Martin Damm.