Præcisering: Siden TV ØST offentliggjorde denne artikel, har Midt- og Vestsjællands Politi oplyst, at drengens anmeldelse var falsk. Læs mere her.
En 13-årig dreng var dobbelt uheldig i går, efter han først tog den forkerte bus i skole og dernæst blev overfaldet af tre voksne mænd.
Drengen var endt i Ringsted ved Outlet-centret og skulle have tiden til at gå, inden han kunne komme retur til Store-Merløse. Her blev han mellem klokken 8.30 og 9.00 passet op af tre voksne mænd, som kørte op til ham i en grå bil med ridser på siden. Mændene steg ud af bilen, skubbede til drengen og væltede ham rundt.
De tre mænd gennemsøgte drengens skoleværdi, men fandt intet af værdi, som de kunne tage med sig. Inden de tre mænd stak af fra stedet i deres bil, gav de drengen et slag på kinden.
Den 13-årige slap fra overfaldet uden større fysiske skader, men er naturligvis rystet. Politiet forsøger nu at få identificeret de tre mænd og deres bil.
Mændene bliver beskrevet som:
- A: Cirka 20-25 år, anden etnisk baggrund end dansk, kraftigt bygget, sort fuldskæg, iført sort hættetrøje med print, hætten var oppe, iført sorte bukser og kondisko.
- B: Cirka 20-25 år, anden etnisk baggrund end dansk, tynd, bar sort hue og røg cigaret, havde skægstubbe og var iført grå hættetrøje med tegn eller bogstaver på maven, blå Adidas-bukser med hvide striber og kondisko,
- C: Cirka 20-25 år, anden etnisk baggrund end dansk, almindelig af bygning, kort hår, bar solbriller, iført hvid T-shirt og havde tatovering på venstre arm.
Lokalpolitiet i Ringsted vil gerne høre fra personer, der har lagt mærke til overfaldet, eller som kan give oplysninger om de mistænkte. Politiet kan kontaktes på 1-1-4.