To mænd fra Vipperød og Holbæk er anklaget for at drive bordeller i Regstrup, Holbæk og Roskilde.
I en periode fra efteråret 2013 til december 2014 drev de to mænd på 48 og 55 nemlig bordeller med flere kvinder ansat på tre adresser. Det skriver Nordvestnyt.
I Holbæk og Roskilde er det angiveligt foregået fra værelser på et hotel og motel. Det er i hvert fald det, som anklagemyndigheden mener, og derfor er mændene tiltalt for overtrædelse af straffelovens rufferi-bestemmelse.
Flere anklager
Den 48-årige mand fra Vipperød er tiltalt for at have drevet bordel i den nævnte periode i Regstrup. Avisen skriver, at ifølge anklageskriftet, så har flere kvinder haft "adskillige seksuelle forhold til et større antal kunder" mod betaling eller løfte om betaling.
Samtidig har manden i samarbejde med den 55-årige mand drevet bordel i Holbæk og Roskilde.
Men den 55-årige er anklaget efter en lidt anden bestemmelse. For han er nemlig ejer og daglig leder af hotellet i Holbæk og motellet i Roskilde, og dermed tiltalt for at have lejet værelser ud til disse kvinder.
Retssagen begynder onsdag ved Retten i Holbæk.