Efterforskere fra Midt- og Vestsjællands Politi vil tirsdag fortsætte undersøgelserne af det ulykkessted, hvor et lille fly mandag styrtede ned. Her blev to mænd dræbt.
Flyet styrtede ned nær Audebo ved Gislinge – få kilometer fra Holbæk Flyveplads.
Ved styrtet blev en 56-årig mand fra Jyllinge og en 61-årig mand fra Hørsholm dræbt. De pårørende er underrettet.
Da der var tale om et såkaldt ultralet fly er det politiet, og ikke Havarikommisionen, der står for efterforskningen i sagen.
Flyet var lettet fra Roskilde Flyveplads omkring en halv time før styrtet, men kom af ukendte årsag i problemer og styrtede altså ned ved Audebo.
Efterforskerne arbejdede ud på natten med at undersøge ulykkesstedet, men besluttede ifølge politiet at tage en sovepause, før de genoptager undersøgelserne, når det bliver lyst.