Der har den seneste uge været massiv fokus omkring teltlejren Bag Bakkerne i Næstved, efter det kom frem, at lejrchefen var blevet fyret efter en episode i teltlejren.
Her havde lejrchefen, sammen med to ansatte, lagt en beboer i benlås, og presset hans ansigt ned i jorden.
Nu er der så blevet udpeget en ny lejrchef internt i organisationen. Det bekræfter Ulrik Pihl, centerchef i Langeland Kommune, over for TV ØST.
Selv om den nye chef er blevet udpeget, kommer navnet først ud i næste uge.
- Det er simpelthen fordi, at vi gerne vil have lidt ro på hen over weekenden. Så vi vil ikke være mere konkrete, siger Ulrik Pihl, centerchef i Langeland Kommune.
Vedkommende har første arbejdsdag tirsdag den 24. maj.