Fredet hasselmus får egen bro ved nyt anlæg

En ny vej ved Everdrup går igennem et område, der er levested for de små mus. Derfor har Energinet bygget en bro til musene.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Den kommende gasledning Baltic Pipe, der skal lede gas gennem Danmark, får en ny kompressorstation ved Everdrup i Næstved Kommune. Der er derfor lavet en ny adgangsvej fra Rønnedevej ned til kompressorstationen, men vejen går ind i et område, hvor hasselmusen, der er en truet dyreart, lever.

Derfor har den lille mus nu fået sin egen bro, skriver Energinet i en pressemeddelelse. 

Broen er fyldt med grene og blade, som gerne skulle lokke de små mus til at bruge den.
Broen er fyldt med grene og blade, som gerne skulle lokke de små mus til at bruge den. Foto: Energinet

Det var nemlig et krav i Baltic Pipes miljøtilladelse, at Energinet skulle bygge en bro over adgangsvejen, så hasselmusene har mulighed for at sprede sig over et større område for at finde de bedste levesteder.

- Vi har plantet nye, hasselmusvenlige hegn ved kompressorstationen. Hasselmus færdes stort set ikke langs jorden. De lever primært på steder, hvor der er småtræer eller buske, for eksempel brombær, udtaler biolog Erik Dylmer, som har været tilknyttet Energinets afdeling for Miljøvurdering.

Lige så hasselmus-venligt som før

Det fremgår af pressemeddelelsen, at det levende hegn skal skabe nye levesteder for hasselmusen, men også skal skærme af for kompressorstationen, som fylder meget i landskabet.

Hasselmusene sover syv måneder om året.
Hasselmusene sover syv måneder om året. Foto: Chuck Eccleston - Energinet

Energinet oplyser, at hasselmusbroen er leveret som samlesæt fra et engelsk firma, som har specialiseret sig i broer til dyr. Den er ifølge Energinet afprøvet med gode resultater i England og Japan. 

Broen er en metalkonstruktion, som efter opsætning er blevet fyldt med grene og blade, så hasselmusen kan føle sig sikker ved at bruge den.

Overvågning fra en lignende bro, hvor hasselmusene har fundet vej.
Overvågning fra en lignende bro, hvor hasselmusene har fundet vej. Foto: Animex International

Der er også opsat kameraer, som skal holde øje med, om broen bliver brugt af den nuttede målgruppe. 

- Hasselmus er aktive om natten og svære at registrere, og ofte er der kun få af dem på et sted. Vi sætter derfor vildtkameraer op for at finde ud af, om broen bliver brugt. Det levende hegn vil altid være gennemskåret af adgangsvejen, men efter vi har etableret broen og den hasselmusegnede beplantning, vurderes området at være lige så egnet til hasselmus som tidligere, fortæller Erik Dylmer.

Fakta om hasselmus

Hasselmusen er et lillebitte pattedyr, der er mellem 6 og 9 centimeter lang. Den er Danmarks eneste syvsover, der sover cirka syv måneder om året for at spare på sin energi. 

Hasselmusen er en truet dyreart og en af de såkaldte bilag IV-arter, som er beskyttet efter EU’s naturbeskyttelsesdirektiver. Andre bilag IV-arter er birkemus, flagermus og flere arter af padder. 

Kilde: Energinet



Nyhedsoverblik