Wichmann vil have renset sit navn

FC Vestsjælland spilleren Kristoffer Wichmann vil have renset sit navn efter at være blevet udstillet, som det han kalder top kriminel.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

 

 

Fodboldspilleren Kristoffer Wichmann håber på at få renset sit navn i sagen om matchfixing.

I begyndelsen af februar blev Kristoffer Wichmann idømt et halvt års karantæne af DBU for en sag om matchfixing.

Nu fortæller den suspenderede FC Vestsjælland-spiller om tiden før og efter dommen.

- Jeg har aldrig oplevet noget lignende, det må jeg være ærlig at sige. Det har været ekstremt hårdt i den forstand, at jeg er blevet udstillet som en top-kriminel.

- Men jeg er ikke nogen kriminel. Jeg har ikke gjort noget ulovligt, og det er hårdt at blive antastet på den måde, siger Wichmann til DR Sporten.

Tyndt grundlag

Jura- og spileksperter har siden dommen i februar kritiseret DBU for både at være anklager og dommer i sagen og for at dømme Wichmann på et tyndt grundlag.

Wichmann har anket sin karantæne til DBU's appeludvalg, og han håber, at en ny afgørelse kan give ham oprejsning.

- Jeg venter med spænding på, at appeludvalget får truffet en afgørelse - forhåbentlig til min fordel. Jeg håber, at jeg med sagens afslutning og med tiden kan vinde fodboldverdenens respekt om min person tilbage, siger han.

Historien hænger ved

Der er ikke sat dato på, hvornår DBU's appeludvalg træffer en afgørelse, og derfor har Wichmann god tid til at tænke over, hvordan sagen har påvirket hans liv og karriere.

- Jeg havde håbet på, at jeg skulle være en del af fodboldverdenen i mange år endnu. Jeg håber, at det stadig kan lade sig gøre, men jeg ved også, at det er en meget lang og hård vej.

- Det bliver svært på lang sigt, for selvom mange nok godt kan se, hvor grotesk en situation, jeg er havnet i, så hænger sådan noget som det her ved.

- Og man er naiv, hvis man tror, at det ikke får omkostninger for min fremtid, lyder det fra Wichmann.

/Ritzau/


Nyhedsoverblik