VVS er upopulært

Få unge vil uddanne sig til at arbejde med VVS. Problemet er så massivt, at der om få år vil mangle masser af håndværkere i branchen.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

At fikse tagrender og reparere toiletter står ikke øverst på de unges ønskeliste for deres fremtid. Langt færre unge end tidligere søger ind på VVS-uddannelsen, og det kan for alvor mærkes i branchen.

Peter Kristensen er en af dem, som er i gang med at tage en VVS-uddannelse på EUC i Næstved. Han må ofte lægge øre til lidt af hvert, når det kommer til hans valg af uddannelse.

- Vi bliver blandt andet kaldt for lokumsmekanikere eller pisrendemekanikere. Det er sådan, mange omtaler os. Det er derfor, det ikke er særlig attraktivt at være VVS’er, siger Peter Kristensen.

Færre uddannes

Jobbet som VVS’er er nemlig ikke det, de unge drømmer om. Fra 2006 er antallet af elever på VVS-uddannelsen faldet fra 877 til 541 i 2012 på landsplan. Det er en udvikling, som for alvor kommer til at kunne mærkes.

- Hvis vi kigger ti år frem i branchen, så kommer vi til at stå uden kvalificerede lærlinge, og så kommer vi til at mangle arbejdskraft, siger Ronny Sørensen, der er faglærer på EUC i Næstved.

Dyrere håndværkerregninger

I VVS-branchen er flere regionale virksomheder allerede er stødt ind i problemet. Erik Jørgensen er indehaver af V. Jørgensens VVS i Næstved. I efteråret søgte han en medarbejder, men det tog flere måneder for ham at finde en, han kunne bruge. 

- Der var simpelthen ikke nogen, der var egnet til det, vi skulle bruge ham til, siger Erik Jørgensen.

Han frygter, at han i fremtiden bliver nødt til at ansætte medarbejdere, der ikke er kvalificeret til jobbet, så han efterfølgende skal bruge penge på at lære dem op. Det kan komme til at betyde dyrere håndværkerregninger. 

Uklare jobmuligheder

På EUC mener de, at årsagen til de manglende VVS’ere skyldes, at unge ikke ved, hvad jobbet indebærer. Blandt andet beskæftiger VVS’ere sig både med solfangere, jordvarme og ventilation. De håber for fremtiden, at flere vil søge ind på uddannelsen.

- Det er simpelthen vores image, der skal gøres noget ved, siger Ronny Sørensen.


Nyhedsoverblik