Vrede over drab kan ligge bag hærværk

Foto: TV ØST

Igen er Kalundborg blevet udsat for en række hærværk mod biler. Og det viser sig nu, at vrede over politiets drab af biltyv tilbage i 2009 muligvis kan være hærværksmandens bevæggrund.

23 biler med flænsede dæk og ridsede kølerhjelme. Det er status efter den seneste hærværk hos P.M. Olsen biler i Kalundborg.

- Det giver anledning til frustration og lidt opgivenhed i første omgang. Vi er blandt mange, der er ramt i byen af denne her person, som synes, det er spændende at vandalisere det hele, siger Lars Tychsen, der er daglig leder hos bilforhandleren.

Det er tredje gang på ni måneder, at bilforhandleren må møde ind til ødelagte biler. Lignende hærværk er i flere omgange er gået ud over Kalundborg Kommunens biler. Men trods en udlovet dusør på 50.000 kroner og efterlysning af vidner, er der stadig intet gennembrud i sagen.

- Vi håber på, at vi får en afgørende henvendelse i sagen, der gør, at vi kan få stoppet det her - for de er plaget derude, forklarer Per Kragh, der er leder af lokalpolitiet i Kalundborg.

Ved det seneste hærværk er ordet MIO blevet ridset ind i flere biler. MIO skulle efter sigende være kælenavn for Michael Nielsen - den 36-årige biltyv, der blev dræbt af skud fra politiet forrige år i Kalundborg. Politiet mener, at det er muligt, at vrede over drabet kan ligge bag hærværket.

- Jeg vil sige det på den måde, at det kan vi bestemt ikke afvise, vi har tidligere set, at der har været den slags påskrifter rundt om i byen, så vi kan bestemt ikke afvise, at der er en sammenhæng, fortæller Per Kragh fra politiet.

Tilbage hos bilforhandleren begriber man ikke, hvis det er en sådan vrede, der har udmøntet sig i vandaliserede biler.

- Det hører ingen stedet hjemme. Det er hensynsløst og utroligt primitivt at vise sin hævn på denne her måde, mener Lars Tychsen fra P.M. Olsen biler.

Politiet hører stadig fra personer, der kan ligge inde med oplysninger i sagen.

01:59 Luk video

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App