Vrede over affaldsgebyr

Flere virksomheder betaler et gebyr for at aflevere affald på genbrugspladsen, selv om de reelt aldrig gør det.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Lars Johnsen driver en virksomhed, JALA Reklamegaver, fra kontoret i sit hjem i Ringsted. Han køber varer i Østen og sender dem direkte videre til sine kunder.

- Jeg har ikke noget lager her, og derfor heller ikke noget affald fra emballage, som jeg skal af med, siger Lars Johnsen.

Alligevel dumpede der en regning ind af døren hos ham i sidste uge. For nye regler, som Folketinget har besluttet, betyder, at han skal betale et affaldsgebyr, selv om han aldrig kører affald på genbrugspladsen.

- Det er jo helt grotesk, jeg får jo intet for de penge, jeg betaler, siger Lars Johnsen.

Hans regning lyder på 1.071,25 kroner. Og han er ikke den eneste, som skal hoste op med et beløb i nogenlunde samme størrelsesorden. I dag skriver Sjællandske blandt andet om eksempler i Faxe Kommune, mens Berlingske Tidenden skriver om en række eksempler i København.

Erhversordfører for Dansk Folkeparti Colette Brix forstår godt virksomhederne.

- Man har malet med den store pensel her. Men alt andet lige, så skal det også være retfærdigt. Hvis der er firmaer, som slet ikke benytter genbrugsstationerne, så skal de heller ikke betale, siger hun.

I Ringsted har Lars Johnsen tænkt sig at betale regningen, selv om han synes, at den er urimelig.

- Ja, det har jeg, men jeg gør det under protest, siger han.

Colette Brix vil nu gå videre med sagen og forsøge at få reglerne ændret.


Nyhedsoverblik