Vordingborg: Landets dårligste erhvervskommune

Dansk Industri kårer Vordingborg Kommune som Danmarks dårligste, når det gælder erhvervsklima.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Vordingborg er landets dårligste erhvervskommune. Sådan lyder konklusionen i Dansk Industris såkaldte Erhvervsklimaundersøgelse 2011.

4.700 danske virksomheder har vurderet kommunernes erhvervsvenlighed, de kommunale rammevilkår og andre helt specifikke erhvervsvilkår som skattetryk, sagsbehandling og infrastruktur. I alt 38 større virksomheder fra Vordingborg har sendt deres kommune på den absolutte sidsteplads.

Direktør for Dansk Industri Karsten Dybvad mener at Vordingborg Kommune skal bruge undersøgelsen til at stramme op.

- Vordingborg kommune bør sætte sig ned og gennemgå undersøgelsen og se, hvad de kan gøre bedre, for de scorer lavt på alle punkter, siger Direktør for Dansk Industri Karsten Dybvad.

Men Vordingborg Kommunes borgmester mener ikke at tallene tegner et realistisk billede af kommunens erhvervsklima. Og den vil derfor heller ikke give anledning til ændringer.

- Det er kun 1,4 procent af virksomhederne i Vordingborg, som har svaret. Så jeg vil sætte spørgsmålstegn ved validiteten. Altså om det er en retningsgivende spørgeskemaundersøgelse, siger Borgmester Henrik Holmer.


Nyhedsoverblik