Vordingborg Køkkenet truer med at forlade Vordingborg

Vordingborg Køkkenet er stærkt utilfreds med Vordingborg Kommune. De føler sig ført bag lyset af kommunen i et nyt udspil til kommuneplanen.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Vordingborg Køkkenet er stærkt utilfredse med et nyt udspil, som Vordingborg Kommune er kommet med til en ny kommuneplan.

- Røvrendt, det er sådan jeg føler, siger Hjalmar Hansen, administrerende direktør i Vordingborg Køkkenet.

Tilbage i 2009 aftalte Vordingborg Køkkenet med Vordingborg Kommune i kommuneplanen, at et område på 100.000 m2, som virksomheden ejer, skulle udstykkes til parcelhusgrunde.

Den 11. marts holdt virksomheden og kommunen endnu et møde omkring byggeriet, og i følge virksomheden var kommunen helt indforstået med, at der skulle udstykkes på grunden i fremtiden.

Men i et udspil til kommuneplanen for 2013 står der, at området skal være rekreativt. Det vil sige, at området ikke kan benyttes til bebyggelse.

- I mine 25 år som chef har jeg aldrig mødt noget så uhæderligt. Det berører mig dybt, at en erhvervsvenlig kommune kan opføre sig sådan, siger Hjalmar Hansen.

Hvis området bliver gjort rekreativt, vil det ifølge virksomheden, betyde, at de mister omkring 100 millioner kroner. 

Overvejer at flytte til en anden kommune

Skuffelsen over Vordingborg Kommune kan betyde, at virksomheden vælger at flytte til en anden kommune.

- Den dag vi skal flytte. Der kan vi vælge frit. Der er masser af kommuner, som vil have sådan en virksomhed som os. Hvor vi flytter hen, ved vi ikke, men jeg kan i hvert fald konstatere, at følelsen for at blive i Vordingborg kommune er ikke blevet større. Tværtimod, siger Hjalmar Hansen.

Hjalmar Hansen mener, at kommunen har brudt deres tillid. Hos Vordingborg Kommune forstår man ikke kritikken.

- Når Vordingborg Køkkenet ringer til os i mandags og siger, der er et problem, og vi siger til dem, det finder vi ud af i løbet af høringsperioden. Så der er ikke noget problem, siger Henrik Holmer (S), borgmester i Vordingborg Kommune.

I forhold til den nye kommuneplan er borgmesteren villig til at lave det om, så området vil kunne udstykkes.

- Vi holder, hvad vi har lovet. Hvis det betyder, at rammen når den endelige kommuneplan skal ændres, så er det det, vi gør, siger Henrik Holmer.

Om cirka otte uger er der høringsfrist for kommuneplanen. Den skal være vedtaget inden udgangen af 2013.


Nyhedsoverblik